KUPÉ NUMMER SEKS

★★★★★☆

"Hytti nro 6" er originaltitlen på denne prisvinder fra filmfestivalen i Cannes, og modsat den stærkt overvurderede guldpalme-vinder hører KUPÉ NUMMER 6 stadig med blandt de shortlistede i Oscar-kategorien bedste internationale film.

KUPÉ NUMMER 6 kan ses som en slags kammerspil, da hovedparten af handlingen udspiller sig ombord på et tog, og ligesom med andre berømte tog-film som f.eks. "Cassandra-broen" og "Mordet i Orientekspressen" føler man sig først tryg, når togrejsen er tilendebragt.

Juho Kuosmanens overvejende finske film lader sig dog hverken kategorisere som katastrofefilm eller krimi, men opleves snarere som en off beat-kærlighedshistorie, der hele tiden tager nogle overraskende drejninger.

En eventyrlysten pige har glædet sig til en særegen rejse med sin lesbiske veninde, der dog svigter hende med kort varsel. I stedet for at tigge hende om at blive hjemme, insisterer den lesbiske kvinde på, at pigen selv tager afsted, og det vælger hun så også at gøre – omend ikke uden skuffelse. På den lange togrejse skal hun dele kupé med en brovten mand, som hun ikke har megen tillid til, men gradvist opdager de, at de faktisk kan have glæde af hinanden, og at behovet for menneskelig ømhed ikke altid lader sig styrre af vanetænkning.

KUPÉ NUMMER 6 er en slags roadmovie, der kører på skinner det meste af vejen, og forbliver uforudsigelig indtil sidste billede. Juho Kuosmanens film bygger på en populær roman, men det er i sidste ende hovedrollepræstationerne, der holder dampen oppe hele vejen.

Seidi Haarla virker som et sejt bekendtskab, og hun finder sig ikke i alt. Yuriy Borisov agerer med stor overbevisning manden i kupéen, og der har allerede været bud efter ham via internationale agentbureauer.

Om KUPÉ NR. 6 har en reel chance for at vinde den Oscar-pris, der sidste år gik til "Druk", bør man selv gå i biografen for at vurdere.