★★★★★☆
Årets juleforestilling på Nørregadeteatret i Maribo hedder FAR TIL FIRE I SNEEN, og er – gud være lovet – IKKE baseret på de rædsomme nyere film, men derimod på diverse af 50’ernes filmklassikere inkl. FAR TIL FIRE I SNEEN. Selve filmserien udsprang af tegneserien af samme navn, og med Ib Schønberg som far og Ole Neumann som Lilleper blev der skabt filmhistorie.
Men på Nørregadeteatret kan man sandelig også godt være tilfreds med rollebesætningen: Per Storm Hansen har den helt rigtige kækhed som Lilleper og Frank Rubæk tilsat et par velvoksne øjenbryn er et godt bud på en FAR TIL FIRE. Rubæk, der også har ære af sin periodesikre iscenesættelse, får heldigvis også lov til at synge en lille fin vise, der viser at også denne far har et hjerte.
Hverken Ida Ovesen og Jens August Van Gilse ligner Mie og Ole, men det gør intet, for de er både søde og kære, som de er. Matilde Zeuner og Mads Valdemar Vinther kan både danse og synge som Søs og Peter, og Allan Kiemer varetager dobbeltrollen som den muntre onkel Anders og den vrisne onkel Sofus med lune. Onkel Sofus’ ankomst udløser et gevaldigt country-potpouri, et af forestillingens mest festlige musikalske indslag.
Den oprindelige Fru Sejersen, Agnes Rehni, stammer faktisk fra Maribo, så der er flere gode grund til, at rollen her er udbygget. Også fordi Randi Winther fremstiller hende så vittigt og veloplagt. Men familien mobber Fru Sejersen næsten ligeså meget, så de bliver mobbet af onkel Sofus, og først til allersidst fornemmer man, at hun tages til nåde. Nævnes bør også Peter Pilegaard, der både agerer lattermild betjent og jovial spejderfører i spidsen for en velsyngende og handlekraftig børneflok.
Et par af sceneovergangene virker lidt for kluntede. Ganske umotiveret brydes der op efter frokost for at danse, og vupti er vi i USA, men ingen har fået en bid mad. Det bør kunne gøres mere elegant. Den glade sange lige efter ildebranden virker også grotesk påklistret og uden respekt for det, som den lille familie har været igennem.
Forestillingen trækker store veksler på den Bodil-belønnede filmkomponist Sven Gyldmarks musik, og set i det lys kunne han godt have fortjent at få sit navn stavet rigtigt i pressematerialet, men det sker forhåbentlig, hvis teatret skaber en ny Far til Fire-forestilling.
For denne succes fortjener at blive fulgt op, og ikke mindst scenografisk – Mikkel Jessen og Simon Ternowitz geografiske tryllemaskine er rendyrket teatermagi – bliver forestilling en sejr for Maribos svar på en nationalscene.
(Michael Søby)
