del 3
★★★★★★
Odense Teaters episode-drama STORMFULDE HØJDER slutter i triumf. Men man var aldrig rigtig i tvivl. For Vibeke Wrede viste allerede i første del, at hun i den grad turde den store lidenskab, og det tør hun heldigvis også til sidst, hvor kærligheden vitterligt rækker ud over døden.
Odense Teater har ikke bare formået at besætte samtlige roller perfekt med et overraskende lille ensemble, men med Vibeke Wrede som iscenesætter er ensemblet blivet så sublimt afstemt, at alle får mulighed til at lyse undervejs – uden at det på noget tidspunkt får karakter af, at nogen skal vise sig. Alle synes blot at have taget deres roller til sig og formået at give dem scenisk liv.
Peter De Neergaards mageløse scenografi synes både at have inspireret Lauréline Gormsen Démonet til at pille glamouren ud af de udsøgte periodekostumer – samtidig med at vi fornemmer, det der kunne have været.
Alexander Wrede Elungs underlægningsmusik rummer både sval skønhed og brutal passion, og med Kisser Rosenquist som ansvarlig for lys og lyd, opstår der en helt særlig atmosfære på scenen, der viser sig at være det perfekte grundlæg for skuespillernes udfordring.
Kunne nogen anden have spillet Heathcliff end Alexander Mayah Larsen? I al ikke med så ubesværet adgang til jalousien, grusomheden og poesien, som vi oplever her. Men sådan er det faktisk med alle de medvirkende – og i samtlige roller.
Cecilie Gerberg Nielsens Catherine rummede alt, hvad man kunne ønske sig – i hende så vi både kærlighedens tiltrækning og vanvid. I Laura Skjoldborgs betagende gestaltning af datteren Cate så vi en tilsvarende glød og skønhed.
Isa Henningsens Nelly og Gerard Carey Bidstrups Joseph tjener som øjenvidner til den store kærlighed, og giver dermed forestillingen en social dimension, den ikke kunne have undværet. Lars Simonsens læge bliver et uforlignelig studie i menneskelig fornedrelse og velnok det største denne skuespiller nogensinde har ydet på en scene.
Niels Skovgaard Andersen får især i sidste del lov til at vise en mere følsom side af talentet u i rollen som Hareton Earnshaw, og det klæder ham. På samme måde får Kristoffer Helmuth lov til at spille andet end den affekterede og ondskabsfulde Edgar, og viser en helt anden side som den skrøbelige Linton, Heathcliff og Isabellas datter.
Det eneste man kan bebrejde Odense Teater, det er, at man aldrig har fået lejlighed til at se alle tre forestillinger samlet. Det burde være muligt. Når Maly Drama Teater fra Skt. Petersborg kan spille Dostojevskijs "Idioten" på 11 timer, uden at man kedede sig et sekund, så bør publikum altså få en mulighed for at opleve STORMFULDE HØJDER som en helhed, sådan som romanen er tænkt. Men det må man det håber Odense Teater får rådet bod på til næste år.
Nu er der blot grund til at sige tak for denne vidunderlige teatermaraton uden hvilken teatersæsonen ville havde manglet et utvetydigt højdepunkt.
(Michael Søby)
