★★★★★☆
Aarhus Teaters mest interessante forestilling i øjeblikket er så ubetinget MAN VOKSER OP. To af Dramatikertalenterne fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, Ingeborg Thomsen og Regina Rex har kastet sig over hver sin Tove Ditlevsen-roman og omskrevet dem til to små stykker på under en time, der spilles samlet men med en pause imellem på Stiklingen.
Begge dramatikere har udført deres arbejde forbilledligt, vi genkender ligefrem Tove Ditlevsens stemme bag ordene, og iscenesætter Sigrid Johannesen formår virkelig at få begge dramatiseringer til at virke som en form for helhed.
David Gehrt understøtter denne helhed ved at have skabt een fælles scenografi, der – blot ved at vendes – virker om to. Enkelt og alligevel smågenialt.
Ingeborg Thomsen lægger ud med en dramatisering af "For barnets skyld" fra 1946. Her møder vi pigen Birgit på 12. Hendes far har forladt hendes mor, og hygger sig nu tilsyneladende med diverse heftige bekendskaber, men prøver i det mindste i anfald at være en god far for Birgit.
Birgits mor har mødt en ny og egentlig ganske sympatisk mand, men man aner, at hun i lighed med datteren egentlig ville foretrække, hvis Birgits far kom tilbage. En dramatisk hændelse får dog planer om ægteskab med den nye mand til at smuldre, men Birgit må snart erfare, at hun ikke er det eneste barn med traumatiske oplevelse i tiden umiddelbart før og efter befrielsen.
Efter pausen får vi Regina Rexs version af Tove Ditlevsens debutroman "Man gjorde et barn fortræd" fra 1941. Den handler om 19-årige Kirsten, der har svært ved at løsrive sig fra sin overbeskyttende fader, men får dog lov til at gå på date med en lægestuderende. Hun vil egentlig gerne give sig hen til den unge mand, men noget holder hende tilbage.
Da hun pludselig møder en mand, som hun mener at genkende, kommer hun på sporet af en ubærlig sandhed, som giver hende svaret på, hvorfor hun har det svært med fysisk berøring.
De fire unge skuespillere – Lasse Steen, Emil Prenter, Luise Kirsten Skov, Amanda Friis Jürgensen – er aldeles fremragende til spille samtlige roller i begge tekster. Selvom de egentlig er for unge til en del af rollerne, gør deres ungdom netop, at de er allermest på bølgelængde med de unge, og man fornemmer også klart, at Tove Ditlevsens empati i den grad ligger hos de unge.
Man oplever en betagende frihed i deres spillestil. Kræves der nøgenhed, så er det bare det man gør, ikke så meget pis. En kæk humor bidrager også til at gøre teksterne forbløffende nutidig, men de er allerede så dygtige – også skuespillereleven Amanda Friis Jürgensen – , at de på et splitsekund kan give emotionel dybde til en scene, hvis det pludselig er påkrævet. De fungerer ikke blot som fire individualister, men også som fire generøse holdspillere, der tydeligvis støtter hinanden.
Resultatet er blevet et af sæsonens mest opløftende møder med ung skuespilkunst på en dansk scene.
(Michael Søby)
