Og vinderen er:
FLUGT
FLUGT behøvede hverken hjemmebanefordel eller lokalpatriotisme for at vinde Nordisk Råds Pris i Skuespilhuset. Filminstruktøren Jonas Poher Rasmussen har skabt et ganske enestående værk, der givet må kandidere til prisen som årets bedste danske film, når den tid kommer.
Final Cut for Real & Sun Creature har i samarbejde med REEL Pictures Aps produceret FLUGT, en bemærkelsesværdig mutant af dokumentar og animation. FLUGT har da også allerede scoret den store jurypris på Sundance, USAs mest respekterede filmfestival, og nu kan den føje Nordisk Råds Filmpris til samlingen forud for de Oscar-nomineringer, hvor den forventes at være inkluderet.
Instruktøren Jonas Poher Rasmussen lader sin studiekammerat Amin fortælle sin historie. Amin er vokset op med sin familie i den afghanske hovedstad Kabul, men efter faderens forsvinden blev det for alvor utrygt for resten af familien at opholde sig i det krigshærgede land. De flygter til Moskva, men forfølges af et korrupt politi, og må derfor forsøge at komme videre. Amins søstre flygter til Sverige, og er ved at blive dræbt på grund af nogle umenneskelige menneskesmuglere.
Amins mor er svagelig og Amins bror beslutter derfor, at den næste man vil prøve at få til Sverige er Amin. Ved et tilfælde kommer han i stedet til København, og opfordres til at lyve om sin sag i håb om at få opholdstilladelse. Den får han så, men han savner sin familie og har svært ved at slå rødder med sin kæreste.
FLUGT giver på et kunstnerisk højt niveau et indblik i en virkelig kompleks flygtning-historie, hvor en ung mand tvinges til at lyve for myndigheder blot for at opnå et bare nogenlunde anstændigt liv.
Fra Sverige kommer Ronnie Sandahls hjerteknuser I SKYGGEN AF SAN SIRO, som vandt Dragon prisen på Gøteborg Film Festivalen. Filmen går heldigvis dansk premiere på et senere tidspunkt, og giver et hjertegribende portræt af en ung mand, der oplever omkostningerne ved at dyrke elitesport.
Martin var et af de mest lovende fodboldtalenter, Sverige nogensinde havde fostret. Han var 16, da hans livsdrøm blev til virkelighed. En af Italiens mest prestigefyldte klubber købte ham, men drømmen havde en meget høj pris.
Med et unikt perspektiv på den professionelle sportsverden får vi den autentiske historie om det 16-årige fodboldvidunderbarn Martin Bengtsson – hjerteskærende fremstillet af Erik Enge ("Lärjungen").
Ligesom den svenske film må også den norske film GUNDA har været med i opløbet om Nordisk Råds Pris. GUNDA er ganske speciel dokumentarfilm GUNDA, producet af bl.a. Joaquin Phoenix, så man undrer sig over, at hans "anmeldelse" er brugt i forbindelse med lanceringen. Men det er da også det eneste man kan klage over, for Viktor Kossakovsky nærmest lyriske skildring af soen GUNDAs dagligdag er mesterlig og rent visuelt det mest besnærende, vi har set indenfor den genre i årevis.
93 minutters hypnotisk filmkunst med en overraskende hovedkarakter, der ikke blot formår at vække vore følelser, men som også overbeviser os om sine egne. Og det viser sig at være af væsentlig betydning, når det holdes op imod filmens stilfærdigt chokerende slutning, der nok kan få de fleste til at afbestille den helstegte pattegris til sommerfesten.
Dermed ligger filmen i sit budskab uhyre tæt om ad ugens anden delvis russisk dokumentarfilm, "Space Dogs", der dog aldrig når op på samme format og skønhed som GUNDA. Viktor Kossakovskys film tvinger os stilfærdigt til at revidere begrebet dyrevelfærd, og kan sagtens også blive et væsentligt argument for ændrede kostvaner.
Først og sidst er GUNDA dog et billedværk af overordentlig kraft, og en påmindelse om, at poesien findes selv i de mest overraskende steder – også i øjnene på en stor, fed og dejlig gris ved navn GUNDA.
Den 13-årige Ramin Mehdipour og hans iranske familie bor på et flygtningecenter i Finland i den finske kandidat ANY DAY NOW. Netop som Ramin har fået sommerferie fra sin skole, modtager familien den forfærdelige nyhed, at deres asylansøgning er blevet afslået. Efter at have appelleret en sidste gang forsøger familien at holde fast i en positiv indstilling på trods af truslen om udvisning. Da Ramin begynder på det nye skoleår, vil hvert øjeblik og hvert venskab være mere dyrebart end nogensinde før.
ANY DAY NOW har ikke desværre ikke mistet sin aktualitet, og netop dens relevans – også udenfor Finland og en række overbevisende skuespillerpræstioner hører til filmens største kvaliteter.
Islandske film har ofte haft en løjerlig charme, der i bedste fald kunne appellere til folk udenfor landets grænser. ALMA kan siges at være en specialitet, og historien knytter sig ligesom to af årets andre kandidaters til en flygtningeproblematik. ALMA fremstår dog ikke som nogen helstøbt film, men i det mindst rummer den en form for skør kreativitet, som man i bedste fald kan kalde talentfuld. Nogen egentlig vinderchance har filmen dog næppe haft – dertil forekommer grundhistorien for kulørt.
Efter at have set sin far blive brutalt myrdet er den treårige Alma og hendes mor flygtet fra deres krigshærgede hjemland og har slået sig ned i Island. Nu, 25 år senere, er Alma dømt til forvaring på en lukket psykiatrisk afdeling for at have myrdet sin kæreste, en forbrydelse, hun ikke har nogen erindring om. Men da hun opdager, at kæresten stadig lever, beslutter Alma sig for at flygte og slå ham ihjel én gang for alle.
ALMA var måske ikke det rigtige valg for Island i pr eller også var konkurrencen bare for hård for det lille land mod nord.
Aftenens vært Jakob Oftebro fremstod som en personificering af alt det gode indenfor nordens film. Hans sprogtalent er sublimt og allerede hædret med en anden nordisk pris, og som skuespiller kan vi p.t. nyde hans Amanda-belønnede indsats i "Den største forbrytelsen".
Filmen kan p.t. streames på Blockbuster, men som havde fortjent dansk biografpremiere – og som må siges at være noget mere nordisk i i sit udtryk end årets norske kandidat "Gunda". Jakob Oftebro spiller også en væsentlig rolle i Charlotte Sielings spillefilm om MARGRETE 1. – nemlig rollen som den – kun måske – uægte søn.
Også David Dencik fra den seneste James Bond-film kom på scenen, og selvom Bond-filmen muligvis bliver set af flere end alle hans nordiske film til sammen, så er det arbejde han yder i de nordiske film, og i de senere år især de svenske film, af en langt højere kaliber, end det han laver i Bond-filmen, hvad han også selv antydede.
Det er derfor vigtigt, at man fra Nordisk Råds side i højere grad prioriterer at få flere repræsentanter fra pressen til at skrive om prisen og at alle de nominerede film vises i de danske biografer i god tid inden uddelingen samt ved flere lejligheder. Først da får Nordisk Råds filmpris for alvor en værdi også for publikum.
(Michael Søby)
