DEN GYLDNE JORD

★★★★★☆

Det lille århusianske filmselskab Øst For Paradis er årsagen til, at filmen DEN GYLDNE JORD kan få premiere i de danske biografer. Det er der grund til at glæde sig over, for det er uhyre sjældent, at vi overhovedet får film at se fra Mongoliet.

Nikita Mikhalkovs "Urga – kærlighedens tegn" må stadig betegnes som den store mesterværk fra regionen, men DEN GYLDNE JORD har måske en større folkelig appel, fordi filmen indrager programmet "Mongolia’s got talent", som alverdens tv-seer vil kunne relatere til.

Vi følger en dreng omkring de 12 år, der lever sammen med sin lille familie i et normadesamfund, men drømmer om at vinde en kulørt tv-konkurence ved at synge den mongolske folkesang "DEN GYLDNE JORD". Teksten har mere relevans end nogensinde, fordi den lovpriser den jord, som normaderne er afhængige af og som mineselskaberne udnytter uden skrubler.

En tragedie rammer den lille familie hårdt, og ikke mindst den lille dreng kommer under et hårdt pres på grund af skoleskulkeri, illegalt arbejde og skyldfølelse. Men instruktøren Byambasuren Davaa har heldigvis et stort hjerte, og den lille Bat-Ireedui Batmunkh er et fund til rollen som drengen Amra.

DEN GYLDNE JORD formår at gøre jævne menneskers problemer i en hel anden del af verden nærværende for os, og det er i sig selv en stor kvalitet. Men den formår også at røre os, så man skal ikke blive overrasket over, hvis en lille tåre lister sig frem i øjenkrogen.