★★★★★☆
af Lane Lind
Forlaget Koppelrwrite
Lane Lind, en af vor mest intelligente og iltre skuespillerinder, har skrevet en dejlig nøgtern og alligevel underfundig selvbiografi, der vidner om et langt rigt liv levet med åbne sanser. Titlen rummer en ikke ubetydlig smerte, eftersom Lane Lind har fået konstateret Parkinson, hvilket blandt andet kan betyde, at kroppen glemmer, hvordan den bør bevæge sig.
Men det er livsglæden, der er bogens hovedpulsåre og som foreløbig har resulteret i teateropgaver i det meste af landet og sandelig også udenfor landets grænser. Ikke mindst en optræden med PH-visen “Man binder os på mund og hånd” i Rusland, der udløste stående ovationer og langvarigt bifald.
Med selvironi og alderdommens klogskab beskriver Lane Lind ungdomstidens dårskaber, så vi mærker hendes lune og empati. Hun er sjældent stolt af sine indsatser som hustru og mor, men på skuespilfronten og som rektor på Odense Teater gjorde hun gavn, og blev tilmed folkekær i kraft af roller i tv-spil af Leif Panduro samt den uopslidelige “Matador”.
Flere af de iagttagelser Lane Lind gør sig i bogen, genkender man fra den hjertegribende Café Liva-kabaret “Hvis livet var en sang…”, som hendes søn Mads M. Nielsen iscenesatte sidste år og som snart kan opleves igen. Her øser Lane Lind af sine livserfaringer i en sådan grad, at hun blev kåret som sæsonens skuespillerinde af cphculture.dk
Men indtil da bør man nyde bogen, som også indeholder et smukt portræt af Lane Linds mor, Lise Thomsen, der bl.a. lyste op i danske filmklassikere som “Diskret ophold”. Lane Linds talent er heldigvis også gået i arv til hendes ligeledes Reumert-belønnede søn, Mads M. Nielsen.
(Michael Søby)
