★★★★☆☆
Så blev der endelig mulighed for at se den 25ende James Bond-film. Den velnok mest imødesete filmpremiere – sidste år såvel som i år. Lever den op til forventningerne? Både ja og nej.
Vi får et flot actionbrag med effektive biljagter, og Daniel Craig virker ikke for gammel til netop den udgave af Bond, vi får i NO TIME TO DIE. Den grafisk flotte titelsekvens gør os trygge og Billie Eilishs intime titelsang passer fint ind i universet, selvom hendes diktion aldrig bliver på højde med Shirley Basseys.
Til alt held får vi den smukkeste af alle Bond-sange til sidst, for instruktøren Cary Fukunaga har god fornemmelse for både at anerkende legenden om Bond og behovet for at udvikle myten om ham.
Q får denne gang en seksualitet, og Bond en rival til jobbet som 007! Men der er flere store overraskelser undervejs, som det ville være synd at afsløre her, og alle overraskelser peger fremad – i erkendelse af at James Bond bare ikke kan være, hvad han var engang.
Fascinerende Léa Seydoux er tilbage som hemmelighedsfuld Bond-babe, Rami Malek virker tilpas slimet som skurk og David Dencik overspiller sin russisk accent i en lidt for morsom birolle.
Ben Whishaw fremstår mere nørdet end nogensinde som Q, Ralph Fiennes leverer en sammenbidt præstation som M, mens vi glæder os over et vægmaleri af den tidligere M alias Dame Judi Dench.
Naomie Harris forekommer lidt for anonym som Miss Moneypenny, så har Lashana Lynch trods alt mere gennemslagskraft i en markant birolle. Billy Magnussen (som smilende skurk), Jeffrey Wright (som Bonds opofrende ven) og Christoph Waltz (som Spectre-bossen Blofeldt) fuldender den flotte rolleliste.
NO TIME TO DAY er med en spilletid på over to timer og 40 minutter naturligvis for lang, og actionscenerne bliver også mere ordinære undervejs.
Men Cary Fukunaga synes dog at have mere forstand på teknik end skuespil, og han har alt i alt ære af filmen, fordi han formår at forene gammelt og nyt på en virkelig tilfredsstillende måde.
