AUGUST BOURNONVILLE
★★★☆☆☆
Forventningerne var høje forud for denne aften, hvor August Bournonville skulle hyldes af Den Kongelige Ballet. Man lagde ud med en flere år gammel dokumentarfilm af Liv Thomsen og Erik Aschengreen, hvori Nikolaj Hübbe fik luftet sine fine iagttagelser omkring Bournonvilles balletter, og så behøvede balletmesteren jo heller ikke være stede.
Men der var stor skuffelse at spore blandt publikum i pausen, hvor man endnu ikke havde set levende balletdansere på Det Kongelige Teaters gamle scene, eftersom filmen varede henved tre kvarter. Titlen "August Bournonville – balllettens digter" opsumerede dog smukt dens indhold, men filmen rummede ligeledes en voldsom kontrast i Erik Aschengreen og Liv Thomsens sprogbrug og det faldt ikke ud til Liv Thomsens fordel.
Så blev det endelig tid til lidt levende dans – uden dekorationer. Man lagde passende ud med den svære "Pas de la Vestale", der også var omtalt i fimen, danset af Holly Dorger og Marcin Kupiñski, og sidstnævnte viste sin tekniske overlegenhed med smittende overskud. Anne Marie Vessel Schlütters fine iscenesættelse blev musikalsk suppleret af pianisten Kirsten Monique Jenssen og Hulda Jónsdóttir på violin.
En lidt gammeldags udgave af "Konservatoriet" fulgte efter med Jonathan Chmelensky i centrum for Camilla Ruelykke Holst og Lena-Maria Grüber. En køn pas de trois habilt danset, men ikke mere end det.
Aftenens positive overraskelse kom med en pas de deux, der emmede af ungdommens ynde, fra "Kermessen i Brügge" – charmerende danset af Mayo Arii og Alexander Bozinoff. Her fornemmede man næsten, at Bournonville smilede i sin himmel.
Vi sluttede – naturligvis – af med "Et folkesagn" i form af en veludført pas de sept, men hvorfor pigerne skulle fremstå så nydelige, mens mændene lignede kandidater til "Bonde søger brud", forstod man ikke? Havde frisøren fridag?
Godt at "Romeo og Julie" snart er tilbage i repertoiret, for så har man i det mindste en balletforestilling, man kan være bekendt at vise frem som en fornem repræsentant for hvad de danske balletdansere kan som karakterskabere.
I øjeblikket kan Den Kongelige Ballet primært byde på Sinatra-inspireret showdans, kaotisk Corpus og denne lidt fedtede Bournonville-aften, og det er for lidt. Hvor er den store nye danske ballet, der kan give vores bedste dansere, de kunstneriske udfordringer, som de har brug for?
(Michael Søby)
