-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

COME FLY AWAY

★★★★★


Danseforestillingen COME FLY AWAY er blevet en sand pengemaskine for Det Kongelige Teater, men rent balletmæssigt fremstår den ikke som nogen større udfordring for Den Kongelige Ballets bedste dansere. Selve værket vinder ikke ved gensyn, og især 2. akt har flere vulgære momenter, der ligger for langt fra det stilsikre Frank Sinatra-univers.

Fra bagscenen sætter Chris Minh Doky og hans veloplagte musikere både fut og trut i gamle Sinatra-optagelser og længere fremme på Gamle Scene finder vi den næsten obligatoriske bar, når man er i Sinatra-land. Sinatras profil toner sågar frem på stjernehimlen sidst i forestillingen, men først efter vi har nydt over 30 Sinatra-sange.

Koreografen Twyla Tharpe benytter hver en sang til at fortælle en lille historie. Temaet er ofte kærlighed - men med mere end et stænk erotik. Blandt de otte dansere, der udgør forestillingens fire par, bemærker man denne aften især Liam Redhead i rollen som Sid.

Redhead har den helt rigtige karisma til dette natklub-univers og så er han den, der bedst har fat i den Sinatraske melankoli. Begge dele kulminerer i hans solo til den relativt ukendte "September of My Years", der bliver et utvetydigt højdepunkt i forestillingen.

Vi glæder os ligeledes over gensyn med Jón Axel Fransson, der teknisk set er tilbage i topform. Så må vi håbe, at der venter spændende opgaver forude, for det vrimler ikke ligefrem med nye helaftensballetter i denne sæson.

De kvindelige dansere virker mere upersonlige denne aften, og de seks ensembledansere forekommmer nærmest anonyme i nogle blege kedelige kostumer.

Der rundes lidt forudsigeligt af med "My Way" og "New York, New York". Begge sange som andre havde hittet med først, og selvom Sinatras version af "My Way", står som den definitive, så forbliver "New York, New York" altså Liza Minnellis sang, og er da også skrevet specielt til hende.

Måske man skulle lade hendes sange være genstand for en lignende danseforestilling, hvor man også kunne inddrage en del Bob Fosse-koreografi. Der behøver jo ikke altid at være mænd, der skal have disse hyldestforestillinger.

Under alle omstændigheder virker det som om, at COME FLY AWAY godt kunne trænge til en lang pause, og både danserne og publikum fortjener andet end genopsætninger.


(Michael Søby)


 

I