MARGRETE 1.

★★★★★☆

af

Vivian Etting

Forlaget Gyldendal


Bogen om MARGRETE 1. udkom første gang i 1986, men siden har Nationalmuseets seniorforsker Vivian Etting revideret og opdateret teksten på baggrund af den seneste forskning. så bogen nu fremstår så aktuel som overhovedet mulig. En ny spillefilm om Margrete den første har øget interessen for bogen og mennesket Margrete d. 1. og en engelsk udgave sikrer, at også udlandet får mere viden om den første af de store danske dronninger.

Man aner, at der tidligere har været en noget nedladne holdninger til den danske dronning, hvilket ikke var usædvanligt, når mænd skulle skrive om historiske bedrifter udført af kvinder. Men ifølge Vivian Etting er der i dag generel enighed om, at MARGRETE 1. var "en klog, taktisk og handlekraftig dronning." Hendes største bedrift fandt sted i 1397, hvor hun samlede de tre nordiske riger i Kalmarunionen.

368 sider fordelt på 26 kapitler samt diverse registre, kildehenvisninger, litteratur- og notelister etc. gør MARGRETE 1. til den vægtigste værk om den danske monark. Bogen er rigt illustreret med kort og tegninger, men også en lang række kunstskatte, der bidrager til at genkalde den tid Margrete levede i.

MARGRETE 1 uddyber også historien om den falske Kong Oluf, der er omdrejningspunktet i Charlotte Sielings nye spillefilm. Vivian Ettings uddyber historien, men hendes konklusion forekommer også mere entydig, end den vi møder i filmen, hvor der i endnu højere grad sås tvivl om Olufs identitet – af spændingsmæssige årsager formodentlig.

MARGRETE 1. fremstår ikke blot som en prægtig biografi, men som en imponerende genskabelse af en tid, der langt højere grad end i dag var domineret af mænd. Set i det lys bliver den dronning Margretes bedrifter ikke mindre respektindgydende og en tiltrængt påmindelse om, hvordan kvinder til alle tider har bidraget til vor fælles historie.

(Michael Søby)