★★★★★★
At John Fulljames ikke længere er chef for Den Kongelige Opera må betragtes som en tragedie, eftersom han rent kunstnerisk har været den mest visionære af dem. Det kan derfor ikke undre, at BEGÆRETS MYSTERIER er blevet det flotteste, frækkeste og mest originale af alle WorldPride Copenhagens mange samarbejder. Musikken kender man – men ofte slet ikke fra operasammenhænge – og værket fremstår nyt og flabet, men får til slut også en overraskende substans, som udvider vores forståelse af den valgte form og stil.
Krystian Lada har ikke blot leveret koncept, men er også ansvarlig for det lækre videodesign, der bl.a. låner inspiration fra Martin Scorseses "Taxi Driver", og den film noir-inspirerede iscenesættelse. Didzis Jaunziems’ raffinerende motel-scenografi mixer fikst illussion og virkelighed, ikke ulig de farverige roller.
Karaktererne synes hentet fra en temmelig excentrisk Agatha Christie-krimi, og der sker radikale forandringer med dem undervejs, mens mordet på Hr. D fortoner sig i bevidstheden.
Den formidable dirigent Ewa Strusińska får i den grad tændt op under Det Kongelige Kapel, at det er lige før, at orkestret får lov til at overdøve sangerne, og det går trods alt ikke. Men flot lyder det.
En vampet Simon Duus agerer Ds hemmelige elsker, og åbner forestillingen med en pikant udgave af Marilyn Monroe-klassikeren "My Heart Belongs To Daddy" fra musicalen "Let’s Make Love".
Ann Petersen er ved magtfuld stemme som Hr. Ds hustru, og Adrian Angelica skaber en interessant figur som Hr. Ds transkønnede søn, der synger en lidenskabelig version af Eurovision-vinderen "Rise like a Phoenix"
Samuel Marino fremstår som den allerkæreste lille lejemorder, og Vinegar Strokes camper sig igennem Kurt Weills Alabama-sang fra "Mahagonny". Hans røst virker mere gearet til moderne musicals end opera, men at han er et festligt indslag kan ikke nægtes.
Elisabeth Jansson sørger for en flot finale med Chers største hit nogensinde, "Do you believe in love after love?", og svaret blæser i vinden efter den overvældende billedmontage, der følger med.
Forestillingen ender som en hyldest til BEGÆRETS MYSTERIER, og mange vil sikkert være i vildrede med, hvilket køn og hvilken seksualitet de medvirkende egentlig har. Men netop fordi at køn og seksualitet præsenteres så fordomsfrit, bliver BEGÆRETS MYSTERIER en fejring af de forskelligheder, der også findes blandt publikum.
Aldrig har en kongelig operaforestilling virket så imødekommende som denne eftermiddag, og det burde man først og fremmest hædre operachefen John Fulljames for.
(Michael Søby)
