★★★☆☆☆
Sylvester Stallone er for gud ved hvilken gang tilbage i sit livs rolle som Rocky. Denne gang har han dog overladt fokus til talentfulde Michael B. Jordan ("Fruitvale Station"). Jordan spiller søn af den sorte bokser Creed, som døde efter nærkontakt med Rocky Balboas boksehandsker. Og ja, vi får en afro-amerikansk vinkel på boksemiljøet, hvilket sådan set virker både forfriskende og relevant, eftersom en stor del af USAs største boksere gennem tiden havde mørk hud.
Ryan Coogler har iscenesat i samme storladne, til tider hysteriske men frem for alt skamløs sentimentale stil, som kendetegner Rocky-serien. Det er på een gang for meget og alligevel ganske hyggeligt.
Michael B. Jordan virker ganske sympatisk som Creed jr, selvom lidt flere ansigtsudtryk kun ville klæde ham. Han får nydelidt selskab af Tessa Thompson i rollen som hans udkårne, samt i rollen som hans stedmor, selveste fru Cosby alias Phylicia Rashad. Det bliver sidstnævnte, der leverer filmens bedste skuespillerpræstation, selvom Sylstester Stallone efterhånden har fået så meget patina, at man bliver helt rørt bare ved gensynet.