★★★★☆☆
Det Kongelige Kapel hører blandt Det Kongelige Teaters mest værdifulde skatte og i går funklede dette prægtige orkester i Operaen i forbindelse mest fejringen af WorldPride Copenhagen 2021.
Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov introducerede koncerten med en udmærket og ganske vittig tale om de fire homoseksuelle komponister (Ethel Smyth Benjamin Britten, Karol Szymanowski, Pjotr Tjajkovskij), der var i fokus denne aften.
Kirkskovs smukke stemme kompenserede næsten for den lidt mutte fremtoning, der i al fald ikke indikerede hyldestfest, og eftersom der desværre ikke var noget program til aftenens forestilling, ville det have været en fordel, hvis hver komponist havde fået en introduktion umiddelbart før hver deres del af koncerten, men ved at vælge een lang lang tale i starten af koncerten, kunne Skuespilchefen på den anden side få tidligt fri.
På teatrets hjemmeside fremgik det, at koncerten varede halvanden time inklusiv pause, men der havde man fra teatrets side alligevel regnet en halv time forkert, hvilket forhindrede flere gæster i at nå en anden Pride-forestilling, Baren i stueetagen var heller ikke åben, hvilket kom bag på en del gæster, men så er det jo godt, at der er en hane med kold vand på Operaens toilletter i kælderen.
Man nød i den grad igen at kunne se og lytte til alle de mange musikere på Operaens store scene, og aftenens glimrende solist Christian Ihle Hadland havde den helt rigtige lidenskab til at formidle de store følelser, der var i spil denne aften. Desværre havde man placeret hans flygel lige foran dirigenten Thomas Søndergård, som man kun kunne se toppen af ham, når Christian Ihle Hadland spillede. Placeringen gjorde også, at pianisten ikke kunne forlade scenen, før dirigenten var gået ned af sit podie.
Der var således lidt for mange forstyrrende elementer denne aften, så helhedsoplevelsen havnede på fire stjerner og ikke på de fem, som den musikalske udførelse ellers havde potentialle til. Men takket være Det Kongelige Kapel og fire store komponister blev aftenen alligevel en dejlig oplevelse, og man må bare håbe, at Det Kongelige Teater i fremtiden vil kæle lidt mere for detaljerne omkring arrangementer som disse – det fortjener både kunstnerne og publikum.
