★★★★★☆
Solaris Films er navnet på et relativt nyt filmdistributionsselskab, der debuterede med Léa Mysius’ smukke debutfilm om pigen "Ava". Nu udviser de et endnu større mod ved et importere Patrice Toyes følsomme og grænsesøgende MUIDHOND, en hollandsk-belgisk co-produktion om en pædofil ung mand.
Hovedkarakteren Jonathan er blev løsladt fra fængsel på grund af manglende beviser og er flyttet ind hos sin mor i gudsforladt havneby, hvor han har fået arbejde på en fiskefabrik. Ingen ønsker mere end han at lægge den pædofile adfærd og opholdet i fængslet bag sig, men da en fraskildt kvinde flytter ind i nabohuset med sin lille forsømte datter, bliver Jonathan udfordret.
Han former et platonisk venskab med den lille pige, der føler sig ligeså alene som han, og relationen er umiddelbart til gavn for dem begge. Men de gamle følelser vækkes, og pludselig synes Sebastian sig fanget i en situation, han ikke længere kan kontrollere.
Patrice Toyes film skal på ingen måde opfattes som et forsvar for pædofili, men er velnok det mest nuancerede empatiske portræt vi har set af pædofil, vi har set på film – fordi at Jonathan både er sin egen hårdeste kritiker og sin egen værste fjende.
Det er svært ikke at få ondt af et sådan menneske, der ikke kan styrre sine egne ulovlige tilbøjeligheder, men omvendt har han brug for, at der bliver sat en grænse, hvilket han også selv synes ganske klar over.
Det unge talent Tijmen Govaerts, som vi allerede har set i den prisbelønnede transfilm "Girl" og Thomas Vinterbergs "Kursk", får sit store gennembrud i MUIDHOND, hvis titel hentyder til en helsende fisk, som Johathan redder. Tijmen Govaerts spiller med en skrøbelighed og en smerte, der bevæger, uden at han forsøger at retfærdiggøre Jonathans handlinger.
Tijmen Govaerts har tidligere udvist dristighed i "Wir", der udforskede den seksuelle frigjorthed, og i kortfilmen "After Dawn", der indgår i den heftige bøssefilmsantolgi "The Male Gaze: Nocturnal Instincts", udfordrer han også sig selv maksimalt.
MUIDHOND står foreløbig som karrierens utvetydige højdepunkt for den unge skuespiller, og hans scener med den lille pige (kært spillet af Julia Brown) er tydeligvis instrueret med delikat fornemmelse for emnets brandfarlighed. Når det er sagt, må man også påpege, hvor fysisk ubehageligt, man kan få det, når kameraet pludselig overtager hovedpersonens synsvinkel, når han ser på unge piger. Det virker som en fortællemæssig nødvendighed, men gør os samtidig til vidner til en potentiel forbrydelse, hvilket tilfører scenerne et næsten gyseragtigt præg.
MUIDHOND er afgjort en film med potentialle til at skabe debat, men også en bevidst modreaktion på heksejagten mod syge mennesker.
