IDA OG PJALTE

★★★☆☆☆

Den dansk-estiske animationsfilm IDA OG PJALTE får en uhyre diskret lancering i de danske biografer i øjeblikket. Det er i grunden synd, for selvom den fremstår lidt ujævn, er den seværdig og appellerer til en helt anden og noget yngre målgruppe end den anden snart premiereaktuelle animationsfilm, "Ternet Ninja 2".

IDA OG PJALTE (hvis internationale titel er "Raggie", mens den på estisk hedder "Sipsik") handler om en næsten 6-årig pige, der frygter, at hendes storebror Mark ikke vil lege med hende mere, når han nu skal til at begynde i skolen. Mark forsikrer hende, at det ikke er tilfældet, men laver for en sikkerheds skyld en dukke til hende, så hun ikke skal føle sig for alene, mens han er væk.

Dukken, der får navnet Pjalte, viser sig at være en ganske særlig dukke, der kan tale, men kun når Ida og han er alene.

Meelis Arulepp og Karsten Kiilerich (medinstruktør på den Oscar-nominerede kortfilm "Når livet går sin vej") har instrueret IDA OG PJALTE, og Ella Daisy Anthony-Collins og Jesper Asholt har ære af deres indsatser på det danske lydspor.

Vigga Bro har desværre ikke meget at lave i rollen som bedstemor, men hver en stavelse bliver en fornøjelse af lytte til.

Også Louis Næss-Schmidt, som vi snart skal opleve i en hovedrolle i "Ternet Ninja 2", yder en fin indsats i IDA OG PJALTE – som storebror Mark.

Flere ørevenlige men også ret ensartede sange bidrager til den gode stemning, men filmen mister fokus, da Pjalte pludselig havner på månen. Børn, der snart nærmer sig den skolemodne alder, vil have særligt udbytte af filmen, selvom den lille Ida endnu ikke har lært at man skulle huske at lukke for vandhanen, når man ikke bruger vandet.