DAMEN FRA NATCAFÉEN

★★★★☆☆

Med lukningerne af både ABC-Teatret og Amager-scenen blev den franske farces mester Georges Feydeau næsten usynlig i København.

Gennembrudsstykket DAMEN FRA NATCAFÉEN ("La Dame de chez Maxim’s) havde ellers gjort lykke på Casino Teatret med "den søde og skælmske Charlotte Wiehe i hovedrollen som et uartigt pigebarn". Efter premieren i 1899 – samme år som verdenspremieren på Théâtre des Nouveautés i Paris – brugte Edward Brandes dog forestillingen som afsæt for sine hip til borgermusikken, men skrev også om titelrollen, at man "blev indtaget i hendes skøgevæsen".

Senere fulgte mesterværket "Tag dig lidt af Amélie" ("Occupe-toi d’Amélie"), der spillede med succes på Det Kongelige Teater og i tilgift blev en populær film med Danielle Darrieux. Også "Dueslaget" hittede i flere omgange – bl.a. som "Den søde kløe" på Odense Teater og som "Loppen i øret" på såvel Det Ny Teater som på Amager Scenen. Sidstnævnte med Kai Løvring i en glansrolle.

I 2018 viste Odense Teater med "Ding Dong", at man sagtens kunne spille Georges Feydeau endnu, og på Slotsgården lige bagved Odense Teater viser DAMEN FRA NATCAFÉEN denne sommer, at hun så sandelig er levedygtig endnu.

Johan Sarauw, der har nybearbejdet manuskriptet sammen med holdet, vover sig nemlig ud på det store overdrev, hvor Feydeaus farcer virkelig kommer til deres ret.

Man ville have forsvoret, at et stykke med så vanvittig og på sin vis gammeldags en intrige kunne fungere i dag, men Johan Sarauw føjer med DAMEN FRA NATCAFÉEN endnu en succes til de efterhånden mange i Slotgårdens regi.

Med en veloplagt Jacob Moth-Poulsen i front som den stadig mere opkørte Lucien Petitpont går hele ensemblet planken ud – på tværs af køn, alder og al sund fornuft. De bizarre kostumer og en elektrisk stol med særegen fastfrysnings-effekt bidrager til løjerne.

Rebecca Rønde Kiilerich får imod alle odds rollen som den religiøse og hårdtprøvede fru Petitpont til at give mening, og Carla Viola Thurø finder en fin balance mellem det beregnende og det imødekommende i den letlevende Crevette, forestillingens titelkarakter.

Mathilde Lundberg spiller tre hele forskellige karakterer med uhyre præcision: En anmassende gadefejer, en sekundant ved en drabelig duel, og – mest hjerteskærende – den forsmåede Clementine.

DAMEN FRA NATCAFÉEN giver i den grad appetit på mere, så glem alt om vejrudsigter, og tag en tur til Slotsgården i Odense.

(Michael Søby)