★★☆☆☆☆
Warner Brothers revolutionerede i 30’erne den amerikanske filmindustri med sine små animationsfilm ("Looney Tunes"), der bare var lidt mere gakkede end de nuttede kortfilm fra Walt Disney. Alting har sin tid, og efter Disney hittede med "Snehvide og de syv små dværge" i 1937 ændrede filmbranchen sig atter i retning mod det lange format, indtil TV-industrien tog over i 50erne.
I 1996 forsøgte Warner Brothers med et vis held at revitalisere interessen for Looney Tunes ved at lade de gamle tegnefilmsfigurer anført af Snurre Snup indgå i en ny historie med datidens største Basketball-stjerne Michael Jordan. Joe Pytka iscenesatte denne blanding af live action og animation, og selvom anmelderne var forbeholdende, fandt kombinationen af tegnefilmsnostalgi og sport et vis publikum.
Nu – 25 år senere – er der så premiere på en slags efterfølger, hvor man forsøger at drage fordel af den tekniske udvikling, som branchen har været igennem i mellemtiden. Man fokuser denne gang på en mere nutidig basketball-legende ved navn LeBron James, der viser sig at være en endnu dårligere skuespiller end Michael Jordan og blottet for Jordans karisma.
Hvor det i den første film "Space Jam" blot var en almindelig baseball-kamp, der var filmens dramatiske højdepunkt, skal det i SPACE JAM: A NEW LEGACY være gennem et computer-spil med en meget alternativ form for baseball som omdrejningspunkt.
Det hele virker så anstrengt og konstrueret, og glæden ved at gense karakterer fra de gamle Looney Tunes drukner i effekter og hektiske klip. Michael Jordan dukker op i filmen, men ikke lige den Michael Jordan, man forventede at se.
Den Oscar-nominerede Don Cheadle ("Hotel Rwanda") virker helt på herrens mark i en skurkerolle og de danske skuespillere kan intet stille op på den lidet velfungerende danske lydside.
At se Malcolm D. Lees SPACE JAM: A NEW LEGACY er som at være vidne til en kortslutning i Warner Brothers samlede filmarkiver, og vi venter gerne mere end 25 år på endnu en SPACE JAM-film.
