★★★★☆☆
Pierre Pinaud er ikke blot idemanden bag den liflige franske film DUFTEN AF ROSER ("La Fine Fleur"), men kan også kalde sig for medforfatter og instruktør. Det personlige engagement gør ligesom i filmen en forskel, og som en sofistikeret rose folder den langsomt sine blade ud og åbenbarer sin sande skønhed.
25 år efter sit César-belønnede gennembrud i Cédric Klapischs "Un Air de Famille" beviser Catherine Frot endnu engang, at hun stadig hører blandt Frankrigs mest elegante skuespillerinder, og det siger i grunden ikke så lidt.
Hun spiller den tapre Eve Vernet, der kæmper for sine roser i en næsten umulig kamp mod de strømlinede kooperationer, der producerer blomster som McDonals producerer burgere: Effektivt men uden sjæl.
Eve har dog en dedikeret hjælper i Verá, spillet af Olivia Côte, der også formåede at markere sig positivt overfor årets César-vinder Laure Calamy i den charmerende komedie "Antoinette dans les Cévennes".
Manel Foulgoc alias rapperen Melan Omerta tegner et bevægende portræt af en tidligere kriminel, der kommer i praktik hos Eve, og viser sig at have næse for det.
DUFTEN AF ROSER formår at fascinere sit publikum via et forførende portræt af denne blomsterverden og de mennesker, der kæmper med næb og klør for at holde den i live.
Man skal således slet ikke blive overrasket, hvis man efter filmen får lyst til at plante noget i sin have, sin altankasse eller blot i den lille skål på kontoret. DUFTEN AF ROSER lagrer sig nemlig i vor bevidsthed som et kys, man egentlig troede var flygtigt, og minder os om alt det skønne i livet.