★★★★★☆
Joaquin Phoenix er medproducent på denne ganske særegne dokumentarfilm GUNDA, hvorfor man nok skulle have undladt at citere hans "anmeldelse" i forbindelse med lanceringen. Men det er da også det eneste man kan klage over, for Viktor Kossakovsky nærmest lyriske skildring af soen GUNDAs dagligdag er mesterligt og rent visuelt det mest betagende vi har set indenfor den genre i årevis.
93 minutters hypnotisk filmkunst med en overraskende hovedkarakter, der ikke blot formår at vække vore følelser, men som også overbeviser os om sine egne. Og det viser sig at være af væsentlig betydning, når det holdes op imod filmens stilfærdigt chokerende slutning, der nok kan få de fleste til at afbestille den helstegte pattegris til sommerfesten.
Dermed ligger filmen i sit budskab uhyre tæt om ad ugens anden russsiske dokumentarfilm, "Space Dogs", der dog aldrig når op på samme format og skønhed som GUNDA. Viktor Kossakovsky tvinger os stilfærdigt til at revidere begrebet dyrevelfærd, og kan sagtens blive et væsentligt argument for ændrede kostvaner.
Først og sidst er GUNDA dog et billedværk af overordentlig kraft, og en påmindelse om, at poesien findes selv i de mest overraskende steder og i øjnene på en stor, fed og dejlig gris ved navn GUNDA.