-
Forside

logo logo logo

 

 

 


MOD STRØMMEN

★★★★★


BaggårdTeatret har netop opnået en Reumert-nominering som årets teater, og deres såkaldte Audiowalks har da også allerede været forbilleder for andre teatre bl.a. Aarhus Teater. I en coronatid fremstår de da også som eksponenter for en noget nær ideel teaterform, eftersom de kan opleves uden nærkontakt med andre mennesker og tilmed udendørs.

Det er også lykkedes det lille teater i Svendborg at tiltrække en lang række af Danmarks allerbedste skuespillere til deres projekter, ikke mindst deres seneste produktion MOD STRØMMEN, der tæller stjernenavne som Thure Lindhardt, Iben Hjejle, Rasmus Botoft, Danica Curcic, Karen-Lise Mynster, Waage Sandø, Kirsten Lehfeldt og Elliott Crosset Hove. Sidstnævne i rollen som H. C. Andersen - en karakter, han for alvor fik lov til at folde ud i teatrets forrige produktion "Under isen".

BaggårdTeatrets første Audiowalk "Sundets stilhed" bestod af en betagende vandring langs vandet fra havnen i Svendborg ud til Bertolt Brecht-huset, hvor byens kunstnere blev vakt til live. I takt med en øget ambition fra teatrets side om at nå ud til et endnu større publkum udspillede teatrets anden Audiowalk sig i Faaborg og omegn, men deres tredje og foreløbig sidste teatervandring foregår på Langeland.

Historien vækkes til live på den smukke ø og både H. C. Ørsted, Marie Curie, Albert Einstein, Inge Lehmann og Tycho Brahe gør os følgeskab på turen via teatrets app. og ved hjælp af vores egne mobiler og høretelefoner. Men også parykmageren. bageren og hans kone, fiskeren og teaterdirektøren bidrager til at gøre turen levende. Sidstnævnte spilles ganske passende af BaggårdTeatrets direktør Jacob Engmann, der også har iscenesat "Mod strømmen".

Dramatikeren Jannie Schjødt Kold sørger for, at MOD STRØMMEN ikke blive en tung historiefortælling, men at den også får sanseligt præg. Historiens mange stærke kvindestemmer, som især Karen-Lise Mynster, Kirsten Lehfeldt og Judith Rothenborg har ære af, bidrager til at give den sædvanligvis meget mandsdominerede historieskrivning et tiltrængt kvindeligt perspektiv.

Thure Lindhardts sproglige energi i rollen som H. C. Ørsted garanterer, at vi aldrig keder os på turen.

Hans vigtigste medspiller bliver i sidste ende Langeland. Har du aldrig besøgt øen før, venter der dig en overvældende smuk oplevelse. MOD STRØMMEN tager os med til fire forskellige områder, der virkelig understreger øens alsidige skønhed og mangfoldigheden i mulighederne på Langeland. Og det er måske i virkeligheden forestillingens allerstørste fortjeneste.

 

(Michael Søby)






 






 











 

I