TOVE

★★★★★☆

Tove Jansson hed den svensk/finske tegner og forfatter, der gjorde de småfilosofiske hvide mumitrolde verdensberømte – både som føljeton i dagblade og i bogform. Udover diverse svensk/finske tv-produktioner er det også blevet til animerede serier i bl.a. Tyskland, Polen og Japan.

Nu er der dansk premiere på Zaida Bergroths billedskønne epos om Tove Janssons liv og karriere. En film, der modtog det største antal nomineringer ved den finske Jussi-uddeling og som blev valgt som Finlands bud på en Oscar-vinder.

Alma Pöysti tegner et både sart og stærk portræt af den bemærkelsesværdige Tove, der egentlig havde planer om at blive kunstmaler, men skæbnen ville det anderledes.

Også birollerne varetages omsorgsfuldt: Shanti Roney er manden, som forelsker sig i TOVE. Krista Kosonen og Joanna Haartti spiller henholdsvis Toves første og Toves sidste store kærlighed.

Samtlige tekniske afdelinger yder topprofessionelt arbejde. Der er kælet for de produktionsmæssige detajler og den stemningsmættede underlægningsmusik.

TOVE bliver ikke kun et portræt af en bemærkelsesværdig kvinde, men kommer også med kvalificerede bud på, hvordan TOVEs privatliv afspejler sig i hendes arbejde med de til stadighed forunderlige Mumitrolde.