★★★★☆☆
Rolf Heim iscenesatte for nogle år siden en ganske skæg regnvåd udgave af SOMMER I TYROL på Aalborg Teater med en formidabel Carsten Svendsen i hovedrollen. Nu har han iscenesat i en lettere overgearet slapstick stil, der nærmest gør grin med værket, og i en kedelig scenografi, som primært består af en kedelig træhytte uden de store overraskelser.
Jesper Groth skulle have spillet hovedrollen, men så vandt han noget overraskende det danske Melodi Grand Prix, og det betød et comeback for Pelle Emil Hebsgaard på Folketeatrets store scene. Pelle Emil Hebsgaard har tidligere spillet en anden af Dirch Passers glansroller på Folketeatret (Celestin – også kendt som Floridor – i "Frk. Nitouche"), og selvom han rent spilleteknisk og sangligt klarer sin dublering godt, så mangler hans Leopold desværre charme. Men det kan være den kommer, når premierenerverne har lagt sig.
Stakkels Meike Bahnsen er sat til at spille Josepha med en udstråling som en stålsat østtysk svømmepige. Så sødmen udebliver fatalt, og hendes møde med Kejseren (smukt spillet af Søren Hauch-Fausbøll) bliver aldrig ægte rørende. Det sympatiske forsøg på at skabe en mere moderne Josepha vil ikke rigtig lykkes.
Til gengæld får Troels Malling og Karsten Jansfort alt ud af deres biroller som rivaliserende buksefabrikanter. Her mærker man fornemmelse for værkets elskværdige operettestil.
Maria Mondrup er ligeledes vidunderlig – ikke mindst i valsetakt – med ekspressiv røst og evnen til at more.
Clara Ellegaard gør sig fordelagtigt bemærket som det læspende pigebarn, der bliver bukseindustriens redning. Og endelig er der talentfrøet Niels Anders Manley, der har fået lov til at udvikle rollen som piccoli yderligere, siden han spillede den på Aalborg Teater. Det er med andre ord i høj grad birolle-skuespillerne, der får forestillingen i hus.
SOMMER I TYROL er heldigvis ikke nem at ødelægge – alene sangene emmer af bæredygtighed – i klassisk forstand. Man havde dog gerne undværet det påklistrede medley af banale danske popsange, der indledte 2. akt, og som blev fremført af en fuld og brovten Leopold. Her går Rolf Heim for vidt i sin iscenesættelse, og svigter det forlæg, han er sat til at forvalte. Men når Troels Malling synger en kåd udgave af "Man kan jo ikke gøre for, at man har charme", så føler man sig hensat til en lun sommerdag i Tyrol.
(Michael Søby)
