★★★★★☆
Da Det Kongelige Teater spillede skuespillet "Maskarade" blev det en kunstnerisk fiasko af dimensioner. Derfor er det glædeligt at kunne rapportere, at opera-versionen af MASKARADE er en succes i det royale Operahus.
Vilhelm Andersens libretto er baseret på Ludvig Holbergs forlæg, og den klassiske stil er bibeholdt i sproget, selvom handlingen udspiller sig i en corona. Det giver en ejendommelig kontrast, men iscenesætter Kasper Holten forstår naturligvis at udnytte den makimalt.
Marie í Dalis scenografi virker i første akt som en filmstrimmel, hvor skiftende scenebilleder passerer revy. Efter pausen bliver scenografien mere kompleks men også mindre flydende.
En sært krukket men ganske velsyngende Morten Staugaard mangler desværre det fornødne format som Jeronimus. Det giver dog de øvrige medvirkende lejlighed til at stråle.
At 55-årige Gert Henning-Jensen kan illudere som Jeronimus’ søn Leander forekommer naturstridigt, men det kan han faktisk. Simon Duus er sidst i 30erne, men også kun på papiret for gammel til at spille Leanders tjener Henrik. Sammen udgør de en flot og charmerende duo, der tilfører forestillingen energi.
Johanne Bock er en herlig Magdalone. Man mærker, at der er saft og kraft i kroppen, og man forstår sandelig godt, hvis hun vil til MASKARADE med den stivstikker til mand. Selv hans afdøde forgængere på billederne i hans kontor forekommer mere livfulde end denne Jeronimus.
Overfor Johanne Bocks Magdalone virker forestillingens unge piger lidt blege – også rent sangligt. Men i småroller finder man derimod vokale højdepunkter.
Nicolai Elsberg har en dejlig fyldig røst, der kommer til udtryk på som vægter og maskarademester. Og i en lille rolle som blomsterdreng er Steffen Jespersens stemme en velsignelse og bevis på at Danmark har mere end een kontratenor af høj klasse.
Forestillingens dansere formår også at markere sig positivt, ikke mindst Adam Tocuyo i en ellers utaknemmelig rolle.
Med Michael Schønwandt som ansvarlig for den musikalske ledelse ved man, at Danmarks nationalopera er i gode hænder, og Carl Nielsen ville givet smile i sin himmel, hvis han kunne have høre Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor denne aften.
(Michael Søby)
