★★★★★☆
Vil man have sin film nomineret til en Oscar, så gør man klogt i lade handlingen inkludere konkrete henvisninger til Hollywoods egen historie. Af de sidste 10 års Oscar-vindere for bedste film, opfylder de 4 (The Artist, Operation Argo, Birdman, The Shape of Water) dette krav, for filmbyens medarbejdere er hverken mere eller mindre selvoptagede end ansatte i andre brancher.
David Finchers MANK regnes da også som en sikker kandidat til en række nomineringer inklusive bedste film, men spørgsmålet er, om den fremstår for indforstået og intellektuel til at vinde andet end kritikerpriser?
Gary Oldman fylder godt i titelrollen som MANK alias Herman J. Mankiewicz, medforfatter til "Citizen Kane" (Den store mand), der stadig med jævne mellemrum nævnes blandt verdens bedste film. David Fincher strør om sig med datidens kendte navne fra Louis B. Mayer og Irving G. Thalberg til Orson Welles og MANKs lillebror Joseph. Sidstnævnte skulle senere overgå storebroderens anseelse med 4 Oscar-statuetter for bl.a. "All About Eve" ("Alt om Eva").
Tidsbilledet er eminent, og MANK har selvsagt også litterære kvaliteter, men MANK fokuserer på en periode i Herman J. Mankiewiczs liv og karriere, hvor drukkenskaben og spillegælden allerede er ved at få overtaget, og hvor han faktisk ikke fortager sig meget andet end at komme med beske kommentarer om kollegerne i Hollywood.
Teknisk har Fincher naturligvis styr på tingene, og især de sort-hvide billeder virker sikkert komponeret. Blandt de øvrige medvirkende overrasker især Amanda Seyfried, der i rollen som skuespillerinden Marion Davies for første gang yder noget, der ligner en regulær skuespillerpræstation.
MANK kan virke udmattende undervejs, fordi Fincher og co. synes lidt for forhippede på at vise, hvor dygtige de er. Men det er også meget at hente for den opmærksomme iagtager, især hvis man for nyligt har set Orson Welles’ gennembrudfilm og i øvrigt er fortrolig med Hollywoods historie.
