★★★☆☆☆
Den sympatiske julefilm "Julemandens datter" hittede for to år siden i de danske biografer, og giver tilmed baghjul rent kvalitetsmæssigt til de senere års forfærdelige Far til fire-film.
JULEMANDENS DATTER 2 har undertitlen "Jagten på Kong Vinters Krystal", og fremstår som en fuld forsvarlig efterfølger. Ella Testa Kusk agerer stadig pigen Lucia, der nu står i spidsen for elevrådet, men ellers samler opmærksomheden sig mest om hendes nye bedste ven Oscar, charmerende spillet af Bertil Smith. Oscar er en pilfinger, og mistænkes for at have stjålet den magiske krystal, men Lucia stoler på sin ven – selv når forældrene – den spøjse duo Mia Lyhne og Martin Buch – begynder at tvivle.
En række af dansk film og teaters mest garvede skuespillere forgylder diverse biroller.
Henning Jensen udstråler vidunderlig noblesse som kongen (tilsyneladende en slægtning til Elverhøjs Kong Christian den Fjerde?) med gode glimt i øjnene samt en næse, der matcher Cyrano de Bergeracs.
Ulf Pilgaards forfjamskede rektor er præcis karakterkomik i mesterklassen, og helt bedårende fremstår Poul Hüttel som ivrig urmager med pludselige søvnanfald.
De såkaldte specielle effekter forekommer rigeligt danske, men Christian Dyekjær kan kunsten at fortælle en historie, der aldrig bliver for uhyggelig for børn og barnlige sjæle. Så forkæl børnene i din omgangskreds med en biftur – biograferne synes tilmed at være blandt de tryggeste steder, man kan opholde sig i det offentlige rum i øjeblikket.