★★★★☆☆
Man kan ikke bebrejde instruktøren René Sascha Johannsen, at også han er ret imponeret over, hvad Lukas Graham har bedrevet på bare 7 år. For det er imponerende, og heldigvis giver filmen også et indtryk, hvad det har kostet på det personlige plan at nå derhen.
Allerede som barn var Lukas Forchhammer lidt af en entertainer og stjal ufriviligt flere scener i diverse Krumme-film. Efter en video på nettet gik det stærkt for den nuttede buttede Lukas og bandet Lukas Graham i Danmark. Pengene tog de med til USA for at have råd til at gøre det på deres måde derovre, og efter kontrakten med Warner Music tog den internationale karriere for alvor fart. Tre Grammy-nomineringer fulgte, men tabet af faderen indhentede ham, selvom den private lykke hjalp ham tilbage på sporet igen.
Sangen "7 Years" låner ikke bare sin titel til filmen, men fungerer også som en slags rød tråd ligesom den dikterer selve filmens ramme.
Filmen tegner ikke et ukritisk portræt af Lukas, og vi hører både om hans overvejelser med at kunne synge ligeså godt til en koncert som til indspilningen af numrene. Selv når stemmen ikke holder – og det gør den aldrig altid for nogen – så indgyder filmen os med en betydelig respekt for Lukas. Både som sanger, sangskriver og som privatperson.
Jo, man mærker presset undervejs i hans opførsel, men han er også rigtig god til at forklare sig, og det bidrager til at gøre 7 YEARS OF LUKAS GRAHAM til en musikdokumentar af de bedre. Og så virker han faktisk gennemsympatisk, så også vi bærer over med de små anfald undervejs.
