af
Thomas Harder
Forlaget Gyldendal
★★★★★☆
Flygtningedebatten raser i spalterne i disse år. Om det er historier om håbefulde mennesker, der forsøger at krydse Middelhavet i en udslidt gummibåd eller den dramatiske nedbrænding af Moria-lejren på øen Lesbos for nogle uger siden, så vidner det om en tendens i tiden. I Thomas Harders digre bog DE UØNSKEDE minder han os om, at dette ikke er en nutidig tendens. Den er vel nærmest eviggyldig, da mennesker til alle tider har været på flugt.
Bogens fokus er de tyske krigsflygtninge, der kom til Danmark i efteråret 1944 i forbindelse med den sovjetiske offensiv og frem, til de sidste flygtninge sendes ud af Danmark i februar 1949. Altså et skelsættende kapitel i dansk historie, der ikke er særligt belyst.
DE UØNSKEDE er opdelt i fire dele. Den første skildrer Tysklands sammenbrud, og anden del beretter om tiden efter befrielsen 5. maj 1945, hvor danske myndigheder blev tvunget til at påtage sig ansvaret for de tyske flygtninge. Tredje del fortæller om, hvordan danske myndigheder forsøger at overtale de allierede til at modtage flygtninge i besættelseszoner i Tyskland. Fjerde og sidste kapitel stiller skarpt på, hvordan flygtningene blev modtaget i Tyskland.
Lad det være sagt kort: Den danske forfatter og oversætter Thomas Harder har udført etmastodontisk og imponerede researcharbejde. Svimlende mange oplysninger og vidnesbyrd fylder siderne, der løbende illustreres med stemningsfulde sort/hvide fotos fra perioden. Bogen veksler sikkert mellem den store og lille historie, og Harder er en fremragende pennefører med et solidt overblik over de indviklede begivenheder.
Der fortælles om det første flygtningeskib Wartheland, der ankommer til Københavns Frihavn d. 11. februar 1945. Skibets flygtninge bliver på lettere interimistisk vis indkvarteret på steder som badmintonhallen i Ryparken og Sjællandsgade skolen. De kommende måneder ankom 70 skibe og mange togtransporter. Samlet kom der mellem 200.000-250.000 tyske flygtninge til Danmark.
Vi hører om familien Timmermann, der i perioder må efterlade deres børn i andres varetægt. En ung kvinde, der var indkvarteret på Nørre Allé skole, beretter, at de i ugevis spiste den samme sammenkogte ret, der bestod af noget ulækkert brunt afkog.
Flere lignende historier fylder siderne, og giver bogen en meget menneskelig dimension. Af den grund virker det ejendommeligt, at mange modstandsfolk var imod modtagelsen af de tyske flygtninge. Selv frihedskæmperavisen Information førte en kampagne mod flygtningene. Det skyldtes, at der blandt flygtningene var en del nazister, som havde været aktive under krigen.
Modstanden mod flygtningene var ligeledes noget man kæmpede med fra regeringshold. Med tiden blev der oprettet lejre som f.eks. Dragørlejren, Kløvermarkslejren og Sandholmlejren. Det var ikke partout en forbedring, og selvom der blev iværksat skolegang, var det stadig ikke lovligt at arbejde. Det er hjertegribende at læse om de elendige forhold og hårde restriktioner, som flygtningene var underlagt.
Flygtningeadministrationen blev oprettet i september 1945 med socialdemokraten og fagforeningsmanden Johannes Kjærbøl som leder. En repræsentant fra Røde Kors besøgte 18 lejre i Jylland i 1946 og rettede efterfølgende en skarp kritik af forholdene.
Såkaldte lejrpsykoser, hvor flygtninge oplevede traumer, frustrationer og depression, var et hyppigt syn.
Når man læser DE UØNSKEDE, slår det en, hvor relativt mange ligheder, der er med dagens Danmark, hvor der diskuteres hidsigt og principielt om, hvordan man bør behandle flygtninge. Skal de have love til at arbejde?, Skal de have adgang til uddannelse? Og skal de blive en del af det danske velfærdssamfund?
Lignende spørgsmål lå befolkningen og politikerne meget på sinde i perioden efter anden verdenskrig. Der var næppe enighed om dette. Behandlingen som flygtningene modtog dengang, var på mange måder ikke værdig. Det er ikke den konklusion Harder drager, men den man sidder tilbage med som læser. Harders objektive gengivelser og manglende personlig stillingtagen er både bogens styrke og svaghed. Den tvinger nemlig læseren til selv at tage stilling.
En stor tak skal rettes til Thomas Harder for at belyse perioden og give stemme til en række mennesker, der var forsvundet i historiens glemsel.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
