★★★★☆☆
Tre generationers kvinder mødes på Odeons lille scene i Sasha Marianna Salzmanns skuespil MODERSMÅL/MAMELOSCHN. Forfatterindens russisk/tysk/jødiske baggrund fornægter sig ikke i disse tre kvindeportrætter, der på flere måder afspejler den historiske udvikling i Europa.
Odense Teater har flyttet forestilling fra dets egen intimscene for derved at kunne spille for det samme antal publikummer og alligevel overholde diverse corona-regler.
Det giver også i endnu højere grad mulighed for at nyde Frederikke Dalums velskabte scenografi. For nok signalerer de falmede blomstrede møbler småborgerlig tysk idyl, men de står på et underlag af grus og sten. Skubber man møblerne til side, ser man kraterne efter bomberne og pludselig befinder vi os midt i en mellemøstlig krigszone.
Krig er der også i den lille familie med en sval Natali Vallespir Sand som den i stigende grad frustrerede kvinde i midten. Moderen sad i kz-lejr, blev siden aktiv kommunist i Østtyskland, og lever nu i minderne om den jødisk kultur, hun aldrig har kunnet slippe. Datteren, der netop er sprunget ud som lesbisk, vil tilbage til Israel netop på et tidspunkt, hvor urolighederne atter tager til. Imens kæmper kvinden i midten med at opretholde sin småborgerlige tilværelse, selvom hun i Frederikke Dalums bevidst blomstrede kostume er tæt på at gå i eet med møblerne.
Anne Zacho Søgaards fint afstemte iscenesættelse giver plads til forståelse af alle tre kvinder. Vi fornemmer i Natali Vallespir Sand den ensomhed, der kommer af kun at være vidne til et åndeligt fællesskab mellem hendes datter og hendes mor.
Ina-Miriam Rosenbaum gør den gamle mor til et forrygende bekendtskab. En farverig personlighed med et levet liv bag sig, men også et menneske, der af idealistiske årsager har skygget for den datter, som hun dybest set elsker.
Freja Klint Sandberg har et dejligt nærvær som datteren, der tilsyneladende har fundet sin egen vej. På trods af moderens bekymringer og kun til dels inspireret af bedstemoderens kulturelle ballast.
Som titlen indikerer får mødet med disse kvinder os til at genopleve en række centrale kultursammenstød fra de sidste 100 år, og August Rosenbaums stemningsmættede musik kaster et nænsomt nostalgisk skær over de gerninger, som formede de tre kvinder.
Men stykket peger også fremad og antyder, at der til stadighed sker forandringer. Det kan godt være, at de ortodokse jøder endnu ikke er parate til at fejre et bryllup mellem to kvinder, men i det mindste er både mor og mormor nu i stand til at anerkende kærligheden mellem to af samme køn, så måske er der alligevel håb for fremtiden – også uden for den lille familie?
(Michael Søby)
