★★★★★★
Verdens mest forkætrede filminstruktør Roman Polanski er tilbage i topform med sin seneste film OFFICER OG SPION.
Filmen bygger på en roman af Robert Harris, der også skrev forlæget til Polanskis "Skyggen", og omhandler en retssag af noget større betydning end Polanskis, nemlig den såkaldte Dreyfus-affære.
Det er langt fra første gang, at Dreyfus-sagen har været genstand for filmbranchens bevågenhed, og i 1937 skabte William Dieterle Paul Muni-filmen "Emile Zola’s liv". Den fokuserede på forfatteren Emile Zola, hvis berømte artikel "J’accuse" (originaltitlen på Polanskis film) var en ætsende anklage mod retssystemet og førte til højtstående officerers fald.
Emile Zola er kun en biperson i Polanskis film, der i stedet koncentrerer sig om oberst Georges Picquart (værdigt fremstillet af "The Artist" alias Jean Dujardin), som blev arresteret efter at have sået tvivl om Dreyfus’ skyld. Men Polanskis film er først og sidst et frontalt angreb på et retssamfund.
Polanski har udtalt. at han er bekendt med den måde anklager fremføres på i filmen, og at det har inspireret ham. Det afstedkom nye anklager om hykleri, selvom Polanski klogeligt afholder sig fra selv at spille rollen som Dreyfus i filmen. Den rolle spilles af Louis Garrel, der modtog en César-nominering for sin indsats, uden at vi glemmer Joseph Schildkraut Oscar-belønnede indsats i samme rolle i filmen fra 1937.
Polanski ses derimod selv som tilskuer til en koncert. En priviligeret kunstelsker – og ikke en uskyldig anklaget. Polanski indrømmede allerede sin skyld i en sag om sex med mindreårig i 1977 og har siden siddet både i fængsel og husarrest. I snart et halvt århundrede har han været forfulgt i medierne og været persona non grata i talrige sammenhænge. Han er blevet ekskluderet af Det Amerikanske Film Akademi, der nogle år forinden havde tildelt ham en velfortjent Oscar som bedste instruktør for "Pianisten".
I betagende billeder, der genkalder billedekompositioner og farvebrug fra fransk malerkunst i 1800-tallet, beretter OFFICER OG SPION om et statsautoriseret mandsdomineret retssamfund, der for enhver pris vil holde sammen. Selv den mindste rolle i dette samfund spilles med uhyre præcision og uantastelig styrke. Det kan undre, at den franske Me Too-bevægelse, der gjorde den franske César-uddeling til en farce, ikke har haft blik for, at Polanskis film faktisk er dybt kritisk overfor det mandesamfund, den skildrer. Hvis nogen havde grund til at være fornærmet over Det Franske Filmakademis valg, så var det da Polanski, der måtte se sig forbigået i den hovedkategori, han havde fortjent at vinde.
OFFICER OG SPION er nemlig årets bedste franske film – instrueret med majestætisk overblik af Roman Polanski. En flottere afslutning på karrieren kunne man ikke ønske sig.
