★★★★★☆
Operaen er mindre end halvt fyldt, for personalet – også det på og bagved scenen – regnes med i det antal personer, som er tilladt i salen. Man føler sig derfor mere end tryg, og ønsker virkelig, at flere må for lov til at se med fremover (såfremt det er sundhedsmæssigt forsvarligt), så Det Kongelige Teater undgår et underskud på ca. en halv million per forestilling. Man kunne måske nøjes med, at der kun var et sæde mellem alle publikummer og så i stedet uddele mundbind?
For det virkelig en prægtig opsætning, man har til publikum denne gang: Velfortalt og farverig med udgangspunkt i Wolfgang Amadeus Mozarts tilsyneladende udødelige musik. En tegneserie-version – javist – men serveret i en af årets mest dynamiske scenografier, der gør den på papiret lidt bedagede handling mere tidsvarende og underholdende. Esther Bialas er mester for både scenografi og kostumer, og hendes arbejde kan ikke roses nok.
I vittige mellemtekster, der leder tanken hen på klassiske stumfilm, aner vi, at forestillingens co-producent er selveste Komischer Oper fra Berlin og teatergruppen "1927".
De medvirkende optræder ofte i små tegneserie-bobler (markeret med følgespots), hvilket muligvis hæmmer deres fysiske aktiviteter, men samtidig begrænser deres nærkontakt i en coronatid. Det fungerer overraskende godt, selvom man håber, at de medvirkende får mulighed for at bevæge sig lidt mere i fremtiden – fremfor at dynamikken overlades til computeranimation. Et par unøjagtigheder i co-ordineringer af teknik og aktør bør dog rettes, inden næste forestilling.
Den største ulempe ved denne tegneserie-udgave er, at vi ikke kan se flere af sangerne før ved fremkaldelserne. Nogle må nøjes med at lægge stemme til tegneserie-figurer og andre til yngre og mere statuariske skikkelser. Ikke mindst det sidste virker problematisk.
Der synges og spilles ganske fortræffeligt på alle poster. Den unge Jacob Skov-Andersen har betydelig fylde i sin smukke røst som Tamino og Sofie Elkjær-Jensens vokale indsats som Pamina er ligeledes upåklagelig. Men hvorfor han skal ligne Kronprins Frederik, mens hun er klædt på som et medlem af "The Addams Family"?
Nattens Dronning viser sig at være en kæmpe edderkop, og Rainelle Krause synger hendes berømte parti imponerende sikkert, men måske en anelse skingert? Palle Knudsen er naturligvis i sit es som Papageno, mens Siri Kval Ødegårds Papagena har mindre at gøre med som Papagena.
Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson og Hanne Fischer må desværre nøjes med at lufte deres pragtfulde stemmer som de tre madammer, men sammen bliver de alligevel et højdepunkt i forestilling.
TRYLLEFLØJTEN er i Barrie Kosky og Suzanne Andrades iscenesættelse et luftigt kærlighedseventyr, som formår at tale til både unge og ældre. Det Kongelige Kapel og Operakoret har også sjældent klædt hinanden så godt, og med Nikolaj Szeps-Znaider i spidsen bliver TRYLLEFLØJTEN et musikalsk åndehul, som vi ikke vidste, vi havde savnet så meget.
(Michael Søby)
