★★★★★★
Lane Lind var i sin tid med til at navngive Nyhavns-teatret Café Liva og har også spillet her talrige gange. Nu er hun tilbage i en livfavnende pragtpræstation, der vidner om at hendes kunstneriske niveau ikke er blevet ringere med tiden.
Levende, humoristisk og blottet for sentimentalitet beretter hun om kærlighedskvaler og karriereknubs. Selvom selvmordsforsøg, kræft og parkinson også blev en del af livspakken, så synes viljen til livet større end nogensinde. Selvironien skinner igennem, selv når kolleger som Eva Rydberg og Olaf Ussing bider fra sig, men Lane Lind har også smukke ord til overs for dem og instruktører som Peter Kupke, Jan Hertz og Preben Harris.
Hverken den dameglade fader, der velsignede hende med mange søskende (halve søskende findes ikke i Lane Linds rummelige univers) eller moderen Lise Thomsen (kendt for filmklassikere som "Diskret Ophold") glemmes. Sønnen Mads M. Nielsen er ligefrem med på sidelinien i kraft af sin funktion som følsom iscenesætter og nænsom sufflør. På scenen har Lane Lind ligeledes et forbilledlig samarbejde med musikkeren Lasse Schmidt.
Lane Lind forkæler os med sange, der enten repræsenterer noget særligt i hendes liv og karriere eller som udtrykker en speciel sindstilstand i en periode. Sange, der får større dybde, fordi de serveres på baggrund af et levet liv. Hendes fortolkninger vidner om hendes veludviklede sans for ordformidling, og gang på gang får hun os til at opleve teksterne på en ny måde.
Det gælder bl.a. hendes rene og klare udgave af PHs "Man binder os på mund og hånd", der henrykkede publikum på Maly Drama Theatre i St. Petersborg. Stor kunst kender ingen grænser, og i de rette hænder bliver en fin tekst en del af musikken, så budskabet går lige i sjælen.
Kulminationen nås i den uhyre vanskelige Jacques Brel-vise "Karrusellen", der hos mindre kapable skuespillere ofte bliver enten for fad eller for melodramatisk. Lane Lind rammer hovedet på sømmet i sin ligefremme no nonsense-version, og vi indser, at livet faktisk kan være en sang. Tak for sangen, Lane Lind. Du kan godt.
(Michael Søby)
