★★★★★☆
Claude Lelouchs "Manden og kvinden" blev i 1966 en veritabel verdenssucces, efter at den vandt hovedprisen på filmfestivalen i Cannes. Francis Lais originale musik hittede tilmed over det meste af kloden, og selvom stjernerne Anouk Aimee ("Lola") og Jean-Louis Trintignant ("Farlige forbindelser") havde haft betydelige filmsejre før denne film, så nåede deres berømmelse nye højder med "Manden og kvinden".
Ca. 20 år efter forenede Claude Lelouch dem i "Manden og kvinden – 20 år efter", men den film blev ingen succes bl.a. fordi gensynet fremstod som tom nostalgi.
LIVETS BEDSTE ÅR er heldigvis langt bedre. Den hule sentimentalitet, der prægede "Manden og kvinden – 20 år efter", er heldigvis blevet erstattet af livsklogskab og sand empati. Claude Lelouch, der til efteråret runder de 83, har stadig lune, og han undgår behændigt det rørstrømske i mødet mellem de to gamle.
Kønsrollerne synes på forunderlig vis at have ændret sig, og i den nye film fremstår manden som den skrøbelige og kvinden som den stærke. Den sanselighed, der kendetegnede den allerførste film synes på næsten magisk vis at være tilbage, og vi indser, at vi stadig er i selskab med to af verdens største filmskuespillere nogensinde.
LIVETS BEDSTE ÅR er ikke nødvendigvis dem, vi har levet, men derimod de år, vi har foran os. Netop fordi vi ikke har levet dem endnu.
