MIT TUNESISKE EVENTYR

★★★★☆☆

Mange kommer ikke på ferie i det store udland i sommer, men heldigvis kan man stadig få et sus fra de varme lande ved at gå i biografen og se den charmerende komedie MIT TUNESISKE EVENTYR.

En fransk-tunesisk spillefilm (også kendt som "Un Divan à Tunis" eller "Arab Blues") om en tunesisk født kvinde, der efter et ophold i Frankrig vender hjem til sin fødeegn i Tunesien. Her åbner hun en praksis som psykoterapeut, hvilket er et ny fænomen i denne del af landet. Mod alle odds bliver hendes praksis et tilløbsstykke – og hendes klienter viser sig at være et farverigt udpluk af lokalbefolkningen. Mennesker, der alle har deres private problemer at slås med, men som aldrig tidligere har haft mulighed for at give udtryk for dem.

Golshifteh Farahani giver en intelligent og karismatisk portræt af den selvstændige kvinde, der prøver at finde sin egen vej som kvinde i en traditionsbunden del af verden.

En slet ikke uattraktiv politimand holder lidt for godt øje med den nye terapeut, men da han opdager, at hun ikke officiel tilladelse har til at drive praksis, opstår der en konflikt mellem dem.

Rollen som politimanden spilles med megen lune af Majd Mastoura, der for nogle år siden vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle på Berlin filmfestivalen for præstationen som undertrykt mand i Mohamed Ben Attias "Hedi". En indsats som også cphculture.dk hædrede ved at nominere ham som årets mandlige skuespiller i en ikke-engelsksproget film.

MIT TUNESISKE EVENTYR er skrevet og instrueret af Manele Labidi Labbé, der giver et sjældent fint indblik i diverse mennesker og sociale mekanismer i det tunesiske samfund. Tilmed på en fornøjelig facon, der får publikum til at klukke med latter flere gange undervejs.