SAMSAM

★★★☆☆☆

Stakkels lille SamSam. Han har en superfamilie, supervenner, og potentialet til selv at blive en superhelt, men han mangler tilsyneladende det helt afgørende: Superkræfter.

Det er det enkle men let forståelige udgangspunkt i den sympatiske, underfundige – men også noget uegale franske animationsfilm.

Målgruppen er i højere grad end de mere brutale amerikanske produktioner mindre børn, men måske vil universet også være for fremmedartet for helt små børn?

Producenterne er kendt for mesterlig voksenanimation som "Persepolis" samt den herligt frankofile danseanimation "Ballerina", og instruktøren Tanguy de Kermel kender universet fra TV-serien SAMSAM, der hittede i Frankrig i 2007.

SAMSAM-filmen tjener da også som et velkomment alternativ til de mere strømlinede amerikanske produkter, og derfor skuffer det en smule, at den danske lydside virker relativt uinspireret.

Men med en passende længde på 77 minutter kan både børn og voksne se frem til en ganske fornøjelig lille biografoplevelse.