★★★☆☆☆
Det er efterhånden længe siden, at vi har set ELVERHØJ opført på en dansk scene, så mange har sikkert glæde sig til at opleve nationalklenodiet i den lokale teaterforning. Men som det fremgår af forestillingens undertitel, så er tonen lav, og i programmet understreges også, at man denne gang forholder sig usædvanligt frit til J. L. Heibergs populære vaudeville.
Det er der bestemt intet galt med, og netop ELVERHØJ indbyder næsten til det, hvis man f.eks. har den danske filmudgave fra 30erne.
Kulisserne har man holdt i en romantisk stil, som vi kender fra raffinerede former for dukketeatre, og rent kostumemæssigt forsøger man også at anslå en humoristisk klassisk stil.
Men desværre løber komikken løbsk undervejs, og talrige gakkede indslag får lov til at fylde for meget i forhold til den historie, man også gerne vil fortælle. De fire medvirkende forsøger at samle op undervejs på den snørklede intrige, der ikke blive mindre indviklet af, at de medvirkende bytter roller fra tid til anden.
Det bliver dog efterhånden ret omstændeligt, og når vi så samtidig når et godt stykke over de to timer, så bliver det mere end forestillingen kan bære.
Det er trist, for en dramaturg eller en instruktør udefra kunne givet have strammet forestillingen op med 20 minutter og med enkle midler gjort grundhistorien mere flydende.
Nu glæder vi os i stedet over sangen, for Lisbeth Kjærulff kan om nogen ramme de høje toner. Rasmus Krogsgaard får mulighed for at folde stemmen ud i et prægtigt Simon & Garfunkel-nummer og Hans Dueholm låner både pathos og vibrato til en af sangene fra "Man of La Mancha".
Musikalsk låner man bl.a. fra den svenske folkemusik, en del musicals og operetter samt diverse Abba-sange. Man også sangene i ELVERHØJ kommer under behandling, omend ikke altid lige kærligt. Allan Dahl Hansens indsats ved tangenterne skal der dog ikke kimses af.
Den Ny Opera og Figaros har sammen produceret forestillingen, der denne aften spillede for et mat publikum i Værløse på den Danmarks-turné, som varer indtil starten af Maj.
(Michael Søby)