FIRMAFESTEN

★★★★☆☆

At Mikkel Schrøder er en alsidig entertainer, kan man forvisse sig om på Bremen, inden en omfattende turné.

Forestillingen FIRMAFESTEN, som hans viv Christine Astrid har iscenesat, er en opfølger til "Klassefesten", der opnåede en vis popularitet sidste år.

Med FIRMAFESTEN rykker han ind på en arbejdsplads ikke ulig dem, som han selv har besøgt på diverse turnerer. Mikkel Schrøder nøjes ikke med at skrive og synge, han gestalter også en lang række af medarbejderne med både lune og labre kostumer.

Forestillingens højdepunkt bliver festudvalgets fællessang, der gøres mulig af nogle skærme i hver sin side af scenen. Queens "Bohemian Rhapsody" får en helt ny dimension i denne sammenhæng, og musikalsk kommer vi i det hele taget vidt omkring – fra pop og country til rock og reggae.

Mikkel Schrøder har allieret sig med glimrende musikere som Jakob Juul Nielsen og Jeanette Bonde, og sidstnævnte viser i en enkelt solosang, at hun sandelig har stemme til mere.

Ingen tvivl om, at FIRMAFESTEN nok skal gøre lykke rundt om i landet – ikke mindst som optakt til en rigtig firmafest.

(Michael Søby)