★★★☆☆☆
Scenekunstensemblet Livingstones Kabinet har i 20 år skabt små skæve forestillinger, der i bedste fald har pirret både hjernen og hjertet.
Det gælder for så vidt også deres seneste udspil, CANADA, der dog har en mere personlig klangbund, end vi er er vant til. Nina Kareis fungerer både som medforfatter, iscenesætter – og som forestillingens fortæller via en gennemgående voice-over.
Og der står hun så – midt på scenen – som barn. En sindig konstruktion af foto, tegning og babyarme, der holder fast i barndommens legetøj, et såkaldt tøndebånd, datidens svar på en hulahopring.
Nina Kareis’ dansk/østrigske familiehistorie oprulles nu for os, og vi hører, hvordan de jødiske aner med erfaringer fra Holocaust har gjort hende nærtagen overfor en særlig form for humor/debat i vor tid. Vi erfarer også, hvordan en psykisk syg fader kan præge sin slægt for livet, og hvordan CANADA bliver det aldrig indfriede drømmeland.
Landet personificeres på scenen af et bevægeligt portræt af den smukke canadiske skuespiller Lothaire Bluteau, der gjorde et uudsletteligt indtryk som "Jesus fra Montreal"i Denys Arcands Oscar-nominerede mesterværk.
Skuespilleren har desuden en vis fysisk lighed med anden halvdel af Livingstones Kabinet, Pete Livingstone, der også denne gang er leveringsdygtig i misantropisk men også poetisk musik og sang.
Bo Carlsson og Amia Miang har ikke meget at lave på scenen, og deres opgaver synes primært af teknisk karakter, hvilket spærer en smule for vores engagement i historien. Det bliver således Johan Kølkjærs meddigtende scenografi, der fremstår som forestillingens største aktiv.
CANADA spiller på Bådteatret i Nyhavn, og selvom det umiddelbare udbytte forekommer forholdsvis beskedent, sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at den nok skal dukke op i ens bevidsthed igen, når indvandrer-debatten atter får en skinger tone.
(Michael Søby)
