★★★☆☆☆
Mange dygtige mandlige skuespillere har prøvet kræfter med hovedrollen som den sure Scrooge, der nægter at komme i julehumør. Senest kunne man opleve Casper Crump som en storartet Scrooge i Frilandsmuseets opsætning, og nu er turen så kommet til Mette Horn på Nørrebro Teater.
Hun angriber rollen som den karakterrolle, den også er, og der går ikke lang tid, førend vi accepterer hende som mand. Viktor Tjernelds stiliserede iscenesættelse kvæler desværre en del af den morskab, der kunne have gjort Charles Dickens relativt dystre ET JULEEVENTYR mere spiselig som familieforestilling. Resultatet synes hverken rigtig sjov eller uhyggelig, og så bliver Scrooges forvandling desværre ikke nær så interessant, som den burde have været.
Andreas Jebro skærer ansigter og Lila Nobel vrænger sine replikker – begge forgæves. Asta Kamma Augusts varme udstråling bærer hende derimod uskadt gennem forestillingen i flere smårolle. Bedst går det for Jesper Groth, der har en kostelig morsom scene, hvor han ved hjælp af dukker illuderer en hel børneflok på een gang. Et oplagt revytalent.
Nørrebro Teater har med denne udgave af ET JULEEVENTYR forsøgt at puste støvet af en gammel klassikere, men i den proces er al julehyggen røget med ud. Franciska Zahles kostumer forekommer ganske spøjse, men scenografien synes mere effektiv end inspirerende.
Måske burde Nørrebro Teater have valgt musical-versionen i stedet for, hvis man virkelig ønskede at få et større publikum i sigte til samme historie?
(Michael Søby)