★★★☆☆☆
Elfriede Jelinek vandt i 2004 Nobel-prisen i litteratur for "den musikalske strøm af stemmer og modstemmer i romaner og dramaer, der afslører samfundsmæssige klichéers absurditet og tvingende magt". Denne strøm af stemmer rammer os atter på Husets Teater, der opfører hendes prisbelønnede skuespil FOLKEKONGEN ("Am Königsweg") i samarbejde med Teatergruppen Shakespeare’s Wild Sisters.
Liv Helm og Baboo Liao er gået sammen om at iscenesætte forestillingen. Der er der givet gevinster ved rent kulturelt, men når det kommer til fortolkningen af ordene i FOLKEKONGEN, kan man godt komme i tvivl om, hvem der mener hvad.
Har man set moderne tysksproget teater, ved man, at mad og tøj som regel ender på gulvet, og heller ikke på den front skuffes vi i den danske version. Med valget af Donald Trump som udgangspunkt får vi en ordrig politisk satire, hvor Frihedsgudinde er blev en træt gammel dame med ugeblade under den ene arm og solcreme i den anden hånd.
Lotte Andersen er formidabel som kvindelig desperado, der slet ikke kan rumme sin vrede længere og som taler til alle – også publikum, for nogen må jo sige, det der skal siges. En blind seerske, der rummer på en afgrundsdyb skuffelse og et næsten skrigende behov for politisk forandring.
Talentfulde Youssef Wayne Hvidtfeldt har mindre saftigt materiale at arbejde med, men han er bedårende som gigantisk baby, der ammes af en oppustelig bolle-dukke. Det velnok vildeste portræt af Hr. og Fru Trump, vi har set på en dansk scene.
Også den lovende Emilie Rasmussen fra Den Danske Scenekunstskole har sine øjeblikke, men det er Lotte Andersens forbitrede aktivist der giver forestillingen værdi, selv når scenebillederne ebber ud og ordkaskaderne bliver til ordflom.
(Michael Søby)
