★★★★★☆
Martin Scorsese er tilbage med THE IRISHMAN, der ulykkeligvis primært får et liv via en streamingtjeneste fremfor på det store lærred, hvor den hører hjemme. Titlen refererer til filmens hovedperson Frank "The Irishman" Sheeran og er et værdigt comeback for Scorsese hyppige samarbejdspartner Robert De Niro.
THE IRISHMAN bygger på Charles Brandts roman "I Heard You Paint Houses" – De Niros foretrukne titel, da det var de første ord som den korrupte fagforeningsboss Hoffa (tidligere portræteret på film af Jack Nicholson) sagde til Frank "The Irishman".
Rollen som den temperamentsfulde Hoffa betyder et velkomment gensyn med Al Pacino, der meget vel kan løbe ind i endnu en Oscar(-nominering) for sit saftige portræt af den kontrovercielle Hoffa. Men Pacino får uhyre stærk konkurrence i birollekategorien. Ikke blot af Tom Hanks (A Beautiful Day in the Neighborhood), Brad Pitt (Once Upon A Time In Hollywood), og Tracy Letts (Le Mans ’66), men også af sin medspiller Joe Pesci (Oscar-vinder for Martin Scorseses "Goodfellas") for dennes fine underspillede portræt af gansterbossen Russell Bufalino.
HE IRISHMAN er en episk gangstersaga, der samtidig afspejler den magtpolitiske udvikling i USA igennem årtier. Martin Scorsese fortæller beretningen i et afstadigt tempo, der giver tid til at nyde periodeskildringerne samt en udsøgt rolleliste, der bl.a. omfatter Harvey Keitel, Anna Paquin og Bobby Cannavale.
THE IRISHMAN er om ikke et mesterværk så i al fald mesterlig. Nostalgiværdien ved at se disse "Goodfellas" igen fornægter sig heller ikke, men THE IRISHMAN kan sandelig også stå på egne ben, og må betegnes som Scorseses definitive gangsterepos.
Om det er nok til at vinde endnu en Oscar, ved vi først til næste år.