★★★★☆☆
Kris er en temmelig trist pige, der har mistet begge sine forældre og som nu bestyrer en gård i Sønderjylland sammen med sin handikappede onkel. Filmens første otte minutter skildrer deres trøstesløse samliv i tavshed, og først da er ude for at handle, falder den første replik: “Nutella”.
Frelle Petersen, der både har skrevet og instrueret filmen, udviser betydelig sans for det miljø, han fremstiller og de groteske karakterer, der befolker det. Den gamle dyrlæge Johannes, der har et godt øje til Kris, og som lokker hende med bøger og besøg på andre gårde i håb om at vinde hendes gunst. Også den unge korsanger Mike, der forsøger at date Kris, men får mere, end han havde drømt om.
Kris er tilsyneladende den eneste unge single kvinde i nærområdet, men på trods af ensomheden, er det et spørgsmål, om hun er parat til at finde en mand. Familiebåndene snærrer, men en eller anden form for forandring synes nødvendig.
Frelle Petersens lavmælte kærlighedshistorie sniger sig ind på publikum og det i filmsammenhænge ret usædvalige univers virker forfriskende og interessant, selvom der i grunden ikke sker alverden.
De medvirkende er alle amatører, men det gør ingenting i denne sammenhæng, nærmest tværtimod. De tilfører filmen et autentisk næsten dokumentarisk præg, den ellers ikke ville have haft.
Jette Søndergaard har ikke mange udtryk som Kris, men det virker rigtigt i en verden, der forsager store armbevægelse, og både Peter Hansen Tygesen som Onkel, Ole Caspersen som Johannes og Tue Frisk Petersen som Mike er ligeså overbevisende i deres roller.
ONKEL fremstår som et portræt af et forsømt samfund, hvor enlige mennesker på mere eller mindre elegant vis forsøger at klamre sig til hinanden af frygt for at drukne. Og dermed bliver den sæsonens største filmoverraskelse og en af årets bedste danske film.
