★★★☆☆☆
Et usædvanligt scenebillede møder os, da vi træder ind i salen på Operaens Takkelloft. Musikerne ligger dødt ved siden af deres instrumenter. En påmindelse om, at kærligheden er livsfarlig kraft?
Heldigvis kommer de på benene igen, og introducerer os til Sofia Jernberg og Henrik Steinbergs sært søgende miniopera LIEBESTOD. Inspirationen er naturligvis hentet fra Isoldes afsluttende arie i Wagner-operaen “Tristan og Isolde”, der p.t. kan opleves i en konsertant version på Operaens store scene.
Vi erfarer, at flere dirigenter rent faktisk er døde, mens de dirigerede “Tristan og Isolde” og vi hører også om den måske mest berømte af alle akkorder i operaens historie, nemlig Tristan-akkorden.
Fra den centrale hovedperson udspringer der sig vidtrækkende hjertetråde og en dunkende hjerterytme minder os om vores egen dødelighed. En mobiltelefon ringer flere gange og hver gang viser den sig at tilhøre en musiker med moderbinding. Kærlighedens bånd knyttes også gennem telefontråde.
En interessant samling sangere og musikere forsøger i fællesskab at gå nye veje med operamusikken, men forestillingen forbliver et blidt scenisk eksperiment af den type, der ikke i tilstrækkelig grad når ud til andet end et indforstået publikum. Men derfor kan eksperimentet godt have frugtbar indflydelse på de medvirkende og andre skabende kunstnere.
(Michael Søby)
