★★★★★★
William Shakespeares udødelige komedie EN SKÆRSOMMERNATSDRØM bekræfter atter sin tidløshed i Elisa Kragerups sprudlende iscenesættelse på Betty Nansen Teatret. Sjældent har den unge generations stået så stærkt i en klassikeropsætning som her.
Bevars – ordene i Emma Sehested Høegs første solosang er frustrerende svære at opfange, og Xenia Noetzelmann har som vores fortæller Puk stadig problemer med sine vokaler, så flere sætninger forekommer uforståelige undervejs.
Men i den store sammenhæng bagateller, fordi Elisa Kragerups ambitiøse opsætning virker så forfriskende ny og fordi den bliver så opfindsomt spillet i en eventyrlig teaterscenografi af Steffen Aarfing. Line Knutzons saftige gendigtning og Niels Brunses perlende lette oversættelse skaber desuden et suverænt litterært grundlag for forestillingen.
En forrygende opfindsom kvartet af nye talenter bestående af Simon Bennebjerg, Emma Sehested Høeg, Magnus Christensen og Martine Emilie Barrett Levinsen afspejler omkostningerne ved at være en del af en selvfed og selfie-glad ungdomsgeneration, for hvem kærligheden er en iscenesættelse, der må filmes og deles for enhver pris.
Skuespillertrioen, der med livet som indsats skal opføre den tragiske kærlighedshistorie om "Pyramus og Thisbe", fremstilles med vittigt overskud af Mikkel Arndt, Niels Ellegaard og ikke mindst Peter Plaugborg med godt blik for fagets dårskaber. Plaugborgs højtskrydende Rumpes forvandling til et æsel kræver således slet ingen sminke!
Maria Rossing er på skift kostelig morsom og dybt tragisk som den æselivrige Titania. Og som den stadig mere syntetiske hertuginde, der må pumpe sine læber større for at tækkes sin mand, forekommer hun direkte skræmmende.
Den gloriøse galskab kulminerer ganske passende i en heftig nøgendans, men selvom poesien er under pres i en verden præget af selvrealisering og andre former for egoisme, har Elisa Kragerup heldigvis en genistreg i ærmet til den både bevægende og begavede slutning, der understreger forestillingens format.
For den sande virkelighed findes måske i teatret, og det er derfor, at mobiltelefonerne må frem hele tiden for at filme øjeblikke undervejs. For først da har vi været i teatret.
Den lille Puk, vi ser til sidst, er offeret. Fordi de voksne har så travlt med at prøve på at føle noget gennem deres mobiler, at de glemmer nærværet – forudsætningen for et sundt barn – og for en hjertegribende teateroplevelse.
(Michael Søby)
