★★☆☆☆☆
Kasper Tuxens flotte billeder, en imponerende kæmpeulv og et sminkehold på overarbejde hører blandt de få attraktioner i Fenar Ahmads nye spillefilm, VALHALLA.
Et lidet bemærkelsesværdigt manuskript, der synes at fokusere på rå fisk og bøvede mænd, bliver forværret af sæsonens værst spillende ensemble.
Filmens unge hovedrollespillere, Cecilia Loffredo (som Røskva) og Saxo Moltke-Leth (som Tjajfe), ser søde ud, men synes helt ladt i stikken rent vokalt, og flere gange kan man simpelthen ikke forstå, hvad de siger, hvilket man dog ikke bør bebrejde dem.
At Roland Møller og Stine Fischer Christensen er tidligere Bodil-vindere forekommer derimod ubegribeligt, for mere flad replikbehandling skal man lede længe efter i denne sæson. Faktisk findes der flere vikingespil rundt om i landet, hvor det skuespilmæssige niveau synes bedre. I VALHALLA savner man i den grad skuespillere som f.eks. Stina Ekblad, der gav filmene om "Skammerens datter" et vis kunstnerisk format.
Det forekommer ganske sigende, at de medvirkende, som ingen replikker har, klarer sig bedst i VALHALLA, nemlig Reza Forghani som Quark og Sanne Salomonsen som Elle. For det eneste, der er værd at lytte til i den film er Jens Ole Wowk McCoys melodiske underlægningsmusik, der især i de rolige passager kommer til sin ret.
Så trods visse håndværksmæssige kvaliteter skuffer VALHALLA som helhed, og man er bedre tjent med at tage sine poder med til andre af efterårsferiens film end til denne dystre, drænende og lidet eventyrlige dødssejler.
