★★★★★☆
Det kan godt være schweiziske bjergbørn virker som en flok nørder i virkeligheden, men de fremstår altså bizart charmerende i denne varme og kærlige dokumentarfilm om tilværelsen for en gruppe bjergbørn.
Og det er ikke lutter alpeidyl, især ikke når man som lille Laura har problemer med bogstaverne og på grusom vis, må nøjes med at se klassekammeraterne blive hædret. Eller når man en tidlig morgenstund må bevæge sig af en uoplyst bjergsti med en lygte monteret på panden for at kunne finde vej til skole.
Med en skolevej på 10 kilometer kan det jo ikke undre, at de fleste af børnene virker morgenfriske og rødkindede. Det er instruktøren Alice Schmids fortjeneste, at hun formår at lade
naturen være en helt indlysende medspiller. Der er mangel på arbejdskraft i bjergene, så børnene må tage fat – som en del af legen tit – men dog arbejde. Det lader dog ikke til at genere dem. Hvis de var guder ville de skabe bedre forhold for dyr. Et enkel af bjergbørnene kunne også godt ønske
sig en 5-dages fest og en Red Bull. Men så er han også parat til at overlade resten til gud.
Det er svært at bevare mismodet, når man har været i selskab med de snusfornuftige unger, der åbenbart aldrig taler i munden på hinanden. Men hvorfor skulle de også det, for der er jo tid nok.
