LEHMAN BROTHERS

★★★★★☆

Åh hvor er det en nydelse at opleve en iscenesætter af Peter Langdals kaliber på toppen af sin ydeevne igen. Men han har altså også en ualmindelig spændende tekst som udgangspunkt. Sammen med Karen-Maria Bille har Langdal bearbejdet Stefano Massinis epos om de magtfulde LEHMAN BROTHERS, der ikke blot afspejlede den moderne verdens udvikling, men formede den.

På Østerbro Teaters Republique fortælles historien på tre timer inklusive to pauser, men man keder sig ikke eet eneste sekund. Faktisk føler man sig overbevist om, at dette må være den mest underholdende teaterforestilling i København lige nu.
Lehman brødrene havde sans for at tjene penge. Først handlede de med stof, bomuld, værktøj og kaffe, og senere inkasserede de millioner via jernbanen, olie, computere og aktier, mens de oprettede såvel bank som en børs, og investerede i film.

Både krige og kriser blev overvundet, men efter godt 100 år gik luften ud af ballonen med et brag, der kunne høres og mærkes over hele kloden.
Scenografien består i al sin enkelhed af tre gigantiske hvide L’er med ikke så få hemmeligheder og muligheder suppleret af en storskærm samt et automatisk klaver.

En fuldkommen trio af vitale opfindsomme skuespillere bestående af Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre og Anders Budde Christensen får ordene til at sprudle fra start til slut i et væld af farverige roller – fikst understreget i Karin Betz’ kostumer. Forretningsmænd, småbørn, oldinge og teenagere samt nogle aparte men sært attraktive kvinder myldrer frem på scenen fra alle verdenshjørner.

Forestillingen, der spiller på Teater Republiques store scene, er en kraftanstrengelse for de tre medvirkende, men vi føler os opløftet og beriget som efter at have læst et litterært hovedværk. LEHMAN BROTHERS giver os indsigt i og forståelse af den økonomiske udvikling i det forrige århundrede, men også en bedre fornemmelse af, hvorfor vi er blevet de mennesker, vi er.

(Michael Søby)