★★★★★★
Molière alias Jean-Baptiste Poquelin regnes med rette for den største franske dramatiker af dem alle, men CYRANO DE BERGERAC, det absolutte hovedværk i fransk teater, er ikke desto mindre skrevet af den relativt ukendte Edmond Rostand.
Handlingen i CYRANO DE BERGERAC afspejler på sin vis virkeligheden, for titelkarakteren får ikke fuld anerkendelse for sine kærlighedsbreve til pigen Roxane, da han skriver brevene for den mindre begavede og meget smukke Christian. Cyrano elsker selv Roxane passioneret, men tør ikke gøre sig forhåbninger om hendes gunst, da han har en kæmpe næse placeret midt i sit ansigt.
Ordene får luft i Katrine Wiedemanns blændende iscenesættelse og de får plads af den nyligt prisbelønnede scenograf Maja Ravn, der også tegner sig for de udsøgte kostumer.
Olaf Johannesen jonglerer ekvilibristisk med sproget, og der er tilmed nerve og ægte lidenskab bag. Han har heldigvis fundet sit match i Johanne Louise Schmidts overraskende moderne Roxane. Her er en power-pige, der både har ben i næsen og sans for poesi.
Alvid Olid Bursøe er helt rørende som den ikke alt for opvakte Christian, mens Kristian Halken formår at gøre greve de Guiche både farlig og latterlig.
Niels Brunses gendigtning af P. A. Rosenbergs oversættelse er en fornøjelse at lytte til, og en ny spillefilm med titlen "Edmond" kaster desuden lys over stykkets tilblivelse og den komplekse sammenhæng mellem karakter og virkelighed.
CYRANO DE BERGERAC fremstår som virtuos og værdig kongelig skuespilkunst på Skuespilhusets store scene.