★★★☆☆☆
Sven Nordqvists bog HATTEJAGTEN henvender sig især til mindre børn og det samme gælder Sofie Pallesens dramatisering, der p.t. opføres på Riddersalen i et samarbejde med Teater Baglandet.
Sofie Pallesen spiller også selv flere roller bl.a. en højtskrydende høne og en slikket skrædder, alle leveret med adræt fysisk og højt humør.
Men ogmærksomheden samler sig naturligvis om forestillingens hovedperson, den gamle morfar, som ikke kan finde sin hat. Inden man overhovedet, når at overveje hvem der spiller morfor, slår morfar en ordenlig prut, og man er herefter ikke i tvivl om, at hovedrollen indehaves af Per Pallesen. Men en prut er afgjort et plus hos det barnlige publikum.
Selve morfar-rollen synes primært at bestå af endeløse variationer af spørgsmålet: "Hvor er min hat?". Men Pallesen kan stadig mobilisere et vis lune og selvom gensynet er vemodigt, rummer det også en ægte poesi.
Blomsterbilleder lyser op på bagscenens lærred og der indgår ligeledes dukker i Julie Forchhammers farvevenlige scenografi. Forestillingens største aktiv er dog komponisten og musikeren Thomas Dinesen, der med imponerende præcision, talrige instrumenter og med munden skaber en skæg og inspirerende lydkulisse.
HATTEJAGTEN er diskret iscenesat af Solveig Weinkouff og dens dramaturgiske fremdrift er yderst beskeden. Men med en spilletid på kun tre kvarter bliver det ikke noget større problem. Så vi vælger at hygge os med Pallesen og co., for som morfar siger: "Det kan tids nok blive hattetid".
(Michael Søby)
