★★★★★☆
Dansekapellet vibrerer af liv. Under og omkring en gigantisk kvadratisk luftmadras kommer 4 mandlige dansere til syne som de første mennesker i en hel ny verden.
De betragter hinanden med en blanding af undren og nysgerrighed og pludselig begynder hopperiet. Vi oplever det som et forsøg på kommunikation og hopperiet udløser også lyde fra den store madras. Det giver danserne mulighed for at skabe en rytme – både individuelt og i fællesskab.
Netop kontrasten mellem det individuelle og det fælles udforskes sanseligt af koreograferne Stephanie Thomasen og Ofir Yudilevitch og de fire fortræffelige dansere fra Uppercut Danseteater.
Snart fødes den elektroniske musik i denne udviklingshistorie, og Lawand Shakur Othman aka Turkman Souljahs asiatisk inspirerede toner bliver både afsæt for karakterernes rivalisering og symbiose.
Med sine vemodige udtryksfulde øjne bliver Adam Tocuyo en gevinst for forestillingen og den glade Lukas Larsen har en vitalitet, der forplanter sig til publikum. Energibomben Mark Philip formår atter at charmere alle, men kan også røre, når han desperat forsøger at balance på madraskanten. Abraham Rademacher kan både slå rytmen an med forbløffende energi og præcision, men har også en sårbar og poetisk side, der titter frem undervejs.
Disse fire forrygende fyre tager os med på en rejse fra barn til voksen, og vi erfarer, at det i sidste ende er selve glæden ved dansen – både den individuelle og den kollektive – der er det afgørende. Så behøver man ikke nødvendigvis at være enig om alt og gøre det samme hele tiden. Så bliver der plads til rummelighed. Det er et smukt budskab, som både børn og voksne kan have glæde af.
(Michael Søby)